Det er på høje tid, at danske eksportvirksomheder får øje på Afrika. Det er nemlig fremtidens vækstområde.
Opfordringen kommer fra Dansk Industri, der netop har analyseret situationen.
Den er ikke opmuntrende set med danske øjne, fremgår det af et temakapitel i den globaliseringsredegørelse, organisationen offentliggør 24. marts. Det går nemlig strygende for Afrika med høje økonomiske vækstrater, men skidt for dansk eksport. Danske eksportører er endda hægtet af i sammenligning med mange andre europæiske lande.
- Der er mange myter om Afrika og megen træghed i vores forståelse af kontinentet, siger direktør Thomas Bustrup, Dansk Industri til Politiken onsdag.
Han peger på, at 10 af verdens 20 hurtigst voksende økonomier i 2012 ligger i Afrika.
- I mange afrikanske lande er virkeligheden i dag en helt anden end det billede, vi har af uro, fattigdom, tørke, borgerkrig og diktaturer. Der er sket meget de seneste 10 år, hvor mange afrikanske lande har haft stabile høje vækstrater, færre krige, flere gode ledere, mindre sygdom og mere uddannelse, siger han til Politiken.
I analysen regner DI med, at Afrika, der også er meget rigt på mineraler, bliver verdensmester i økonomisk vækst over de næste fem år. Det gennemsnit dækker over lande, hvor det går strygende, og lande, hvor der stadig er massive problemer.
I gruppen af lande med økonomisk fremgang finder man bl.a. Sierra Leone, Niger, Elfenbenskysten, Liberia, Etiopien, Burkina Faso og Rwanda, mens Mali og Somalia er massivt ramt af klassiske afrikanske problemer. I gennemsnit kan man gå ud fra, at en tredjedel af Afrikas indbyggere kan regnes til middelklassen, så det private forbrug er med til at drive væksten.
Samtidig vokser indbyggertallet, og ifølge prognoserne er befolkningstallet syd for Sahara i 2050 omkring to milliarder, hvoraf 1,2 milliarder vil bo i byerne. Af dem vil 300 millioner tjene mere end 20 dollar (cirka 105 kr.) om dagen og udgøre et marked på mere end 10 billioner kroner om året.
Newspaq