Cyklist dræbt efter juleaften: Kørt ned af bil

En mand fra Fredensborg stod med sin cykel midt på vejen, da han blev ramt af en bil. Han døde kort tid efter.
Nordsjællands Politi oplyser, at en 40-årig mandlig cyklist natten til mandag har mistet livet i en færdselsulykke.
Nordsjællands Politi oplyser, at en 40-årig mandlig cyklist natten til mandag har mistet livet i en færdselsulykke. Foto: Colourbox/Free

En 40-årig mandlig cyklist har natten til mandag mistet livet i Fredensborg.

Manden blev kørt ned af en bil på Benediktevej i Fredensborg omkring klokken 02.30 mandag, og han mistede livet umiddelbart efter påkørslen.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Søren Bjørnestad.

- Han stod ude midt på vejen på sin cykel og holdt stille og snakkede med nogle, han kendte. Og så kom der en bilist, som enten ikke kunne nå at undvige ham eller havde overset ham.

- I hvert fald påkørte bilisten cyklisten, og hans liv stod ikke til at redde, så han blev erklæret død på Rigshospitalets Traumecenter, siger vagtchefen

Manden er fra Fredensborg, og hans pårørende er underrettet.

- Vi er færdige med undersøgelserne, og så kommer der en konklusion, når vi har kigget på undersøgelserne og på rapporterne fra vidnerne.

- Vi har snakket med alle de vidner, vi har kunnet finde, og vi har dannet os et billede af, hvad der er foregået forud for uheldet. Men vi skal lige sammenholde alle de undersøgelser, vi har lavet - også med afhøringen af ham, der førte bilen, lyder det fra Søren Bjørnestad.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.