Finansminister Bjarne Corydon (S) glæder sig over den aftale, der sikrer Dong Energy et kapitalindskud på 11 milliarder kroner fra de tre private investorer: Goldman Sachs, ATP og PFA.
- Jeg er glad for, at en bred kreds af partier i Folketinget bakker op om den aftale, der inden årets udgang forventes indgået med Goldman Sachs, PFA og ATP om en styrkelse af kapitalgrundlaget i Dong Energy.
- Når aftalen gennemføres, kan selskabet også i fremtiden investere markant i havvindmølleparker og efterforskning og produktion af olie og gas, siger Corydon i en pressemeddelelse.
Finansministeren hæfter sig ved, at aftalen viser, at både danske og udenlandske investorer har stor tiltro til Dong Energys strategi. Ikke mindst når det gælder satsningen på havvindmøller.
- Det vil ikke bare booste den grønne omstilling i Danmark, men omstillingen i hele Nordvesteuropa. Jeg er sikker på, at de nye aktionærer vil bidrage positivt til værdiskabelsen i Dong Energy til gavn for alle aktionærer, også staten, siger Corydon.
Med den nye milliardindsprøjtning vil statens ejerandel i Dong Energy falde fra 80 til 61 procent.
Samtidig lægges der op til en børsnotering af selskabet senest i foråret 2018.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.