Den engelske landsholdsspiller Raheem Sterling og Manchester City har forlænget kontrakten med hinanden frem til 2023.
Det meddeler Manchester City på sin hjemmeside.
- Jeg er glad for at underskrive. Min udvikling her har været fantastisk. Fra første minut, jeg kom her, følte jeg, at det var det rigtige valg. Det har lønnet sig, og jeg er taknemmelig, siger Raheem Sterling til hjemmesiden.
Klubbens fodbolddirektør er naturligt også tilfreds.
- Det er et vigtigt øjeblik for klubben. Raheem har udviklet sig dramatisk de to seneste sæsoner, og han er nu en af de bedste, offensive spillere i Premier League. Hans statistik fortæller sin egen historie.
- Han er hurtig og stærk og fantastisk foran mål. Han er alt det, en moderne angriber skal være. Vi er glade for, at han har forpligtet sig til City, siger fodbolddirektør Txiki Begiristain.
Nyhedsbureauet AFP samt engelske BBC beskriver, at 23-årige Raheem Sterling, hvis tidligere aftale udløb i 2020, kan tjene op til 300.000 pund om ugen i kontraktperioden.
Det svarer til en ugeløn på cirka 2,5 millioner kroner, og den vil ifølge BBC og AFP gøre ham til den bedst betalte engelske spiller, ligesom den vil gøre ham til en af de bedst betalte spillere i Premier League.
Raheem Sterling skiftede fra Liverpool til City i 2015, og han er i Joseph Guardiolas tid som manager i klubben blevet stamspiller.
I den seneste sæson scorede Sterling 23 mål for City i alle turneringer.
/ritzau/