Oprørere og regering i Den Centralafrikanske Republik har indgået våbenhvile og er blevet enige om at danne en national samlingsregering.
Aftalen skal stoppe det oprør, der i den seneste tid er rykket nærmere på landets hovedstad, Bangui.
Ifølge den fredsplan, som parterne er blevet enige om efter tre dages forhandlinger i Gabons hovedstad, Libreville, skal det nuværende parlament opløses, og der skal udpeges en premierminister fra oppositionen, skriver nyhedsbureauet AFP.
Inden for 12 måneder skal der holdes parlamentsvalg i det afrikanske land, der betragtes som en såkaldt fejlslagen stat med stor ustabilitet.
Oprørsalliancen Seleka tog kontrol med de nordlige og østlige dele af Den Centralafrikanske Republik i en fire uger lang offensiv, der blev indledt den 10. december.
Seleka har beskyldt landets præsident, François Bozize, for at have overtrådt de fredsaftaler, der tidligere er indgået.
- Dette er en god aftale for at skabe fred, siger Seleka-talsmand Eric Massi i telefonen.
- Men våbenhvilen er betinget af, at flere af vores krav bliver mødt, og i de kommende dage vil vi bedømme Bozizes oprigtighed.
Oprøret udgjorde den hidtil største trussel mod Bozizes 10 år lange styre.
Præsidenten har lovet, at han ikke genopstiller, når hans mandat udløber i 2016.
Tidligere har oprørerne krævet hans afgang til gengæld for at underskrive en fredsaftale.
Seleka har også krævet, at Bozize retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.
Det var i Den Centralafrikanske Republik, at dokumentaristen Mads Brügger optog størstedelen af filmen 'Ambassadøren', der handler om handel med diplomattitler og illegale diamanter.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.