Blodigt fangeopgør: 68 personer døde

68 mennesker er døde under et fangeoprør og brand i et fængsel på en politistation i Valencia i det centrale Venezuela.

Det oplyser anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Statsanklagerens kontor garanterer en grundig undersøgelse for omgående at slå fast, hvad der er sket under disse smertefulde hændelser, der har efterladt adskillige familier i sorg, skriver chefanklager Tarek William Saab på Twitter.

- I lyset af de forfærdelige hændelser, der har fundet sted på politiets hovedkvarter i Carobobo-staten, hvor 68 er omkommet - formentlig i en brand - har vi udpeget fire anklagere, der skal klarlægge disse dramatiske begivenheder, tilføjer han.

Fængsler i Venezuela er oftest overfyldte, og fangerne er lige så ofte i besiddelse af både narko og våben.

Fængselsoprør koster ofte adskillige menneskeliv i de venezuelanske fængsler, skriver Reuters.

Jesus Santander, talsmand i delstaten Carobobo, siger, at staten er i sorg efter de tragiske hændelser i Valencia.

- Retsmedicinere skal nu bekræfte antallet af døde, siger Santander.

Han tilføjer, at en politimand er blevet skudt i benet, men er i stabil tilstand. Brandfolk har nu kontrol over branden, der brød ud i fængslet.

Blandt de døde er to kvinder, der menes at have været på besøg i fængslet, da oprøret brød ud. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Pårørende forsøgte ifølge AFP at trænge ind på politistationen. Efter at en politibetjent blev såret af stenkast, anvendte betjentene tåregas mod menneskemængden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.