"Forestil dig nu, at du står foran en trappe med 10 trin. Du vil opleve, at for hvert trin du træder ned ad trappen, desto dybere går du ind i en afslappende tilstand."
Sådan siger en dyb mandestemme på en lydfil, du kan downloade på din smartphone.
Ifølge en dansk mentaltræner behøver du nemlig ikke at købe en stor stak selvhjælpsbøger for at blive nummer et på jobbet og derhjemme.
Du kan nøjes med at lægge dig på sofaen, lukke øjnene og lytte til en stemme, der guider dig igennem træningen.
Mentaltræneren hedder Jørgen Svenstrup. Han har skrevet bogen "Du bliver, hvad du tænker".
"Det lyder som trylleri, men den er god nok," siger mentaltræneren.
Ifølge Jørgen Svenstrup kan du træne dig fri af stress og bekymringer, og når du er så langt, kan du træne i at blive problemknuser eller månedens medarbejder. Det er kun din fantasi, der sætter grænser.
Træningen består af tre faser.
1. fase
"Selve træningen bygger på selvhypnose. Du lytter til lydfilen. En stemme får dig til at spænde af. Uden afspænding kommer kroppen ikke i ro, og det skal den være, hvis du vil have noget ud af din mentaltræning. Efter en til to uger har kroppen lært sig selv at spænde af," siger han.
2. fase
"Så er turen kommet til hjernen. Du skal nemlig også have ro på øverste etage for at få noget ud af mentaltræningen. Efter en til tre uger vil der ikke længere være myldretid i dine tanker. Igen behøver du ikke at gøre andet end at læne dig tilbage og lytte," forklarer han.
3. fase
"Din hjerne er nu tæt på topformen. Du er klar til at visualisere din næste udfordring på jobbet. Det kan for eksempel være, at du skal diskutere dine chancer for at blive forfremmet med chefen. Jo flere gange du forestiller dig din præstation, desto bedre bliver den rent faktisk", siger han og forsætter:
"De små grå kan nemlig ikke skelne mellem træning og det, der sker i virkeligheden. Altså vil du være bedre på dagen, selvom træningen kun er foregået inde i dit hoved."
Du kan bruge din egen fantasi eller en ekstra lydfil i tredje og sidste fase.
Mentaltræneren mener også, at du kan træne din hjerne til at tackle kriser som for eksempel fyringsrunder.
"En kvinde, der har mentaltrænet, har fortalt mig, at hun blev bevidst om, hvilken forskel træningen havde gjort en dag, hvor hendes arbejdsplads fik at vide, at der skulle være prikkerunde. Hendes kolleger græd og panikkede, mens hun tog den mere med ro," fortæller mentaltræneren.
Appen hedder Mentaltræning og koster 12 kroner.