Berørt dronning besøgte terror-ramte børn: Var i chok og sorg

Dronning Elizabeth besøgte torsdag et børnehospital for at ønske god bedring til ofrene samt takke læger og sygeplejersker for deres indsats.
Her ses dronning Elizabeth under sit besøg på Royal Manchester Children's Hospital i Manchester torsdag.
Her ses dronning Elizabeth under sit besøg på Royal Manchester Children's Hospital i Manchester torsdag. Foto: Peter Byrne/AFP

Det var en meget berørt dronning Elizabeth, der torsdag besøgte børnehospitalet Royal Manchester Children's Hospital i Manchester, hvor nogle af ofrene for bombeangrebet mod Manchester Arena mandag aften er indlagt.

En selvmordsbomber tog mandag aften mindst 22 personer med sig i døden i Manchester Arena, da en sprængladning blev udløst lige efter afslutningen på sangerinden Ariana Grandes koncert i den engelske storby.

På Instagram viser det britiske kongehus, at dronning Elizabeth har hilst og ønsket god bedring til hospitalets indlagte ofre og deres familier samt takket sygeplejerskerne, lægerne og kirurgerne, der har behandlet ofrene på Royal Manchester Children's Hospital.

I en erklæring, som blandt andet mediet Hello! Magazine bragte dagen efter angrebet, udtrykte dronning Elizabeth stor sorg og chok over angrebet.

- Jeg ved, jeg taler for alle, når jeg udtrykker min dybeste sympati med alle, der er blevet påvirket af denne frygtelige begivenhed, og specielt familier og venner til dem, der er blevet dræbt eller såret, sagde dronningen i erklæringen.

Dronning Margrethe udsendte efterfølgende en kondolence, som blev delt på det danske kongehus' officielle hjemmeside, til dronning Elizabeth.

- Det var med et dybt chok og sorg, at jeg modtog nyheden om de frygtelige angreb på uskyldige, overvejende unge mennesker, der var samlet i Manchester den 22. maj 2017.

- I denne vanskelige tid er min hjertelige sympati med dig og med det britiske folk. Jeg beder til, at antallet af dræbte og sårede ikke stiger yderligere, sagde dronning Margrethe til dronning Elizabeth i kondolencen den 23. maj.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.