Storbritannien og Frankrig overvejer for første gang at kalde deres ambassadører hjem fra Israel i protest mod de fortsatte udvidelser af ulovlige bosættelser på Vestbredden.
- Denne gang bliver der ikke tale om en fordømmelse. Der bliver tale om handling, siger en europæiske diplomat til den israelske avis Haaretz.
Storbritannien og Frankrig har protesteret mod den israelske regerings varslede udvidelser af bosættelser, og det gælder også USA, EU og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, varslede fredag, at israelerne vil opføre yderligere 3.000 enheder i de besatte områder mellem Øst-Jerusalem og bosættelsen Maale Adumim.
- London er rasende, siger en diplomat til den israelske avis.
De nye bosættelser kommer til at ligge i områder, som palæstinenserne sammen med Gazastriben ønsker skal være del af en fremtidig palæstinensisk stat.
Nogle af de nye huse vil blive opført i området E1, der er et meget omstridt område på Vestbredden. Bosættelserne i det område vil nemlig afskære den nordlige del af Vestbredden fra den sydlige.
Planen om nye bosættelser i omstridte områder blev lagt frem, efter at det stod klart, at et stort flertal af verdens lande i sidst uge stemte for en observatørstatus til palæstinenserne i FN.
Nogle af de nye huse vil blive opført i området E1, der er et meget omstridt område på Vestbredden. Bosættelserne i det område vil nemlig afskære den nordlige del af Vestbredden fra den sydlige.
Israel har ikke lagt skjul på, at palæstinenserne ville blive straffet, hvis de gik til FN med ønsket om en forfremmelse i verdensorganisationen. Israel nægter blandt andet at overføre de skatter og afgifter, som landet opkræver på vegne af palæstinenserne, i denne måned.
/ritzau/Reuters