151.000 flere danskere er i job end siden lavpunktet efter krisen i 2008.
Mens der stadig er et stykke til niveauerne fra før krisen, får den markante fremgang Dansk Erhvervs cheføkonom, Steen Bocian, til at råbe vagt i gevær.
- Vi har ikke en overophedning på nuværende tidspunkt, og der er ikke flaskehalse.
- Men med det nuværende tempo på arbejdsmarkedet må vi forvente, at det bliver et problem inden for et par år.
- Da reformer og tiltag tager tid, inden de slår igennem, så er det nu, man skal reagere, siger cheføkonomen.
Ifølge de seneste tal er 2,7 millioner danskere i arbejde. Det er små 30.000 færre, end da økonomien buldrede frem i 2008.
Skeler man til ledigheden er der dog stadig et stykke ned til 2008, hvor buen var helt spændt. I maj var der 170.000 såkaldte AKU-ledige, hvilket dækker over danskere, der er jobsøgende og i stand til at tage et job.
I marts 2008 bundede det tal på 92.000 og steg til 230.000 i 2012 efter flere års økonomiske krise.
- Der er behov for, at man laver en økonomisk opbremsning. Ikke en katastrofeopbremsning, men en lille en, så vi mindsker risikoen for en overophedning.
- Situationen ligner ikke 2008 endnu, men det skulle den helst heller ikke. For i 2008 havde vi en ekstrem overophedning, og der var det gået galt, siger Steen Bocian.
Problemet med en overophedning er ifølge økonomen, at virksomhederne ikke kan følge med efterspørgslen, og at økonomien dermed ikke udnytter sit potentiale.
- Vi vil gå glip af velstand, hvis ikke vi bruger fremgangen til at få flere ud på arbejdsmarkedet. Formålet er ikke at have ledighed for ledighedens skyld, men at vi får et så langt opsving som muligt.
- Det kan man få ved at udvide arbejdsstyrken og stramme finanspolitikken, siger Steen Bocian.
/ritzau/