Når Anja Christensen skal finde det punkt, hvor hendes lave selvværd for alvor satte sig i førerhuset og styrede hendes liv på katastrofekurs, husker hun en samtale med sin tidligere chef.
De to kvinder befandt sig på chefens kontor. Anja var til udviklings-samtale og i færd med at fortælle chefen, at hendes mål i livet var at være den bedste medarbejder, Polyteknisk Boghandlen i Lyngby nogensinde havde set.
”Jeg følte, at hvis jeg lovede min chef, at jeg ville blive den bedste, så ville hun se mig som undværlig for firmaet, og det føltes rart. Men i og med at jeg sagde det, satte jeg overlæggeren helt oppe under skyerne. Umuligt højt,” fortæller Anja.
Ned ad bakke
”Fra det punkt gik det ligesom ned af bakke. Til selvværdet faldt helt ned, hvor det nærmest ikke fandtes. Det er en meget ubehagelig tilstand. Du har på en måde intet filter. Alle kan ramme dig. Kollegaerne skulle bare sige en lille ting, så tog jeg det ekstremt nært og tænkte over det i timevis,” fortæller Anja.
Seks måneder før samtalen på chefens kontor, er den dengang 27-årige kvinde blevet ansat som kontorassistent i boghandlen, hvor man sælger faglitteratur til private og virksomheder.
Tidligere havde hun arbejdet som selvstændig børnepasser. Men efter en rygskade var hun nødt til at skifte spor.
”Jobbet var på mange måder svært for mig. Jeg var bindeled mellem kunder og chefen og dem, der lavede vores hjemmeside. Jeg skulle tage imod fagbøger, sørge for at de rigtige kom hjem og sende varer og fakturaer af sted for bestillinger,” husker Anja.
En fisk, i forkert bassin
Den første tid går det fint. Men efter tre-fire måneder krøb en følelse af stress langsomt op i hende.
”Det var vævet sammen med, at jeg var i ukendt farvande. En fisk, der var landet i forkert bassin. Da jeg ikke længere kunne sige, at jeg bare keglede lidt rundt i det hele, fordi jeg var ved at lære jobbet, syntes jeg, at det blev mere og mere svært at holde tempoet og den kvalitet, som jeg selv, kollegerne og min chef krævede af mig,” fortæller Anja.
Og hendes arbejdsevne dalede.
Hver dag ankom godt ti vogne med bøger, som Anja skulle tage sig af. Dag for dag blev det sværere at nå igennem vognene. Og dag for dag fik Anja det dårligere.
"Tag dig sammen, tænkte jeg"
”Når jeg gik hjem, og der stadig stod tre vogne tænkte jeg: i morgen vil jeg virkelig tage mig sammen og klare det. Det var et spørgsmål om at tage sig sammen, tænkte jeg. Men jeg kunne ikke. Det mærkelige var, at det ligesom gled i forskellige retninger på samme tid – ambitionerne steg og selvværdet faldt,” fortæller Anja.
Chefen og kollegaerne stiller krav, men det er Anjas indre stemme, der hyler højest i det kor.
”Mit arbejde skulle være super kvalitet. Det blev meget vigtigt for mig – måske fordi jeg er meget perfektionistisk. Det kom til udtryk ved, at jeg pludseligt tog det personligt, hvis jeg lavede en fejl. I starten var det bare en fejl. Nu var det på en eller anden måde mig, der fejlede som person,” husker Anja.
”Hvis jeg ikke kunne klare det, var jeg en dum idiot.”
Mistede hørelsen
Til sidst var den så gal, at kroppen begyndte at reagere fysisk på den mentale ubalance.
En dag hun tog telefonen for at tale med en kunde, kunne hun pludselig ikke høre noget. Hun gik med nedsat hørelse i en måned. Så begyndte hun også at få trykken for brystet og grædeture. Symptomerne tog til i de sidste fire måneder i Polyteknisk Boghandel.
Så kom sammenbruddet for fuld skrald.
Katastrofefølelsen varede et år
Anja stod grædende på det samme kontor, hvor hun måneder forinden havde proklameret, at hun ville være den bedste til sit job.
”Jeg sagde til min chef, at det var en kraftanstrengelse bare at komme på arbejdet. Så når jeg var der, kunne jeg næsten ikke overkomme noget,” husker Anja.
Hun blev sygemeldt og fik konstateret stress af en psykolog.
”Det tog en god af et år, før katastrofefølelsen gik over. Efter to år følte mig uden symptomer,” siger Anja.
Øvelse, øvelse og øvelse
I dag er hun 31 år og læser til pædagog. Bag sig har hun et længerevarende forløb med kognitiv psykologisk terapi.
”Jeg var nødt til at lære, at mit selvværd kommer inde fra. Det kan aldrig komme fra andre. Det kræver øvelse, øvelse og øvelse at træne det. Ligesom hvis man skal træne en muskel," siger Anja.
"Man kan godt få dækket et umiddelbart behov gennem andre, der anerkender dig, men det er meget flygtigt, og det er væk næsten med det samme. Det kræver teknikker, øvelse og at du prioriterer det, hvis du skal opbygge et selvværd som det, jeg slæbte rundt med."
Den klarer jeg chef!
Oplevelser har gjort hende opmærksom på et paradoks i hendes måde at forholde sig til arbejdet. Som udgangspunkt gik hun nemlig hele tiden ud fra, at hun kunne klare det meste.
”Hvis chefen spurgte, om jeg kunne klare en opgave på to timer, sagde jeg: ’Jeps, selvfølgelig!’. Det paradoksale er, at jeg havde stor tillid til mine abejdsevner, men at det samtidig betød så meget, hvis jeg fejlede,” siger Anja.
Hendes egen løsning på den hovedpine lyder:
”Når jeg påtog mig arbejdsopgaver, handlede det om mine arbejdsevner. Dem havde jeg faktisk tillid til. Men hvis jeg fejlede arbejdsopgaven, handlede det ikke længere om min arbejdsevne eller opgaven. Så handler det om min person. Så var det lige pludselig Anja, der havde fejlet som person.”