"Et vigtigt skridt på vej mod en afslutning af gældskrisen".
Sådan lyder vurderingen fra europaanalytiker i Danske Bank Frank Øland, efter at den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag meddelte, at banken vil skifte kurs og vil opkøbe statsobligationer i kriseramte eurolande for "ubegrænsede beløb" i et til tre år.
- Men det er ikke afslutningen. Der skal først styr på budgetterne i Sydeuropa, før markederne falder helt til ro. Og det kan godt tage et par år, siger han.
Ifølge Frank Øland kan det påvirke de gældsplagede lande positivt, at ECB har mulighed for at indstille opkøbene, hvis lande ikke lever op til deres program.
- I praksis kan det blive svært at stoppe, når markedsstemningen sandsynligvis er aller mest negativ. Men det er en mulighed, at ECB holder en pause for at disciplinere regeringer, der ikke ønsker at levere de aftalte reformer, siger Frank Øland.
Han tror ikke, at dagens tiltag bliver de sidste fra ECB.
- ECB har stadig mange andre instrumenter, som de kan hive op af værktøjskassen. ECB vil fortsætte med at lempe pengepolitikken, indtil det på et eller andet tidspunkt lykkes at få sparket lidt gang i europæisk økonomi, siger han.
Chefanalytiker Martin Lundholm fra Spar Nord er enig i, at ECB har taget et "vigtigt skridt i den rigtige retning".
- Det er vigtigt for ECB, at den risiko for opbrud af euroen, der præger markedet, bliver elimineret, skriver han i en kommentar.
Men på trods af de rigtige skridt, så er det ikke tilstrækkelig til at tackle krisen i eurozonen, understreger han. Det synspunkt bliver bakket op af cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.
- Et opkøbsprogram fra ECB løser muligvis noget af den likviditetsmæssige risiko for lande som Italien og Spanien, men det er ikke et tiltag, der skaber vækst i de lande, som stadig står over for massive besparelser og strukturreformer, siger Jes Asmussen.
/ritzau/