Politiet i den spanske by Cádiz har reddet et ældre par, som var blevet mishandlet i "et skrækkens hus". De var blevet bestjålet og tortureret af en tysk-cubansk mand og en cubansk kvinde, som mistænkes for fem drab, tyveri og bedrageri.
Det ældre par - en tysk mand og en hollandsk kvinde - var ifølge politiet låst inde i forskellige rum, bedøvede og fik mad gennem en slange. Deres tilstand betegnes som "frygtelig".
De to mistænkte havde for fire år siden gjort sig til venner med det ældre par for at stjæle deres penge. De skal over fire år have tilranet sig over 1,8 millioner euro (over 13,4 millioner kroner).
Sagen blev oprullet, da politiet i Tyskland kontaktede det spanske politi om en tysker, der havde været udsat for en lignende behandling. Denne kvinde, som var 101 år, blev frastjålet 162.000 euro i kontanter (over 1,2 millioner kroner) samt sit hus på Tenerife.
Kvinden ved navn Maria Babes var meldt savnet i Tyskland, men blev fundet på et plejehjem i Spanien i meget dårlig tilstand. Da politiet kontaktede hende, fortalte hun om parret, som havde tilbudt at tage sig af hende.
De spærrede hende inde i et hus i adskillige måneder, hvor hun sad med sammenbundne hænder. Imens brugte parret alle hendes penge.
Parret skal angiveligt have dræbt Maria Babes, efter politiet havde taget kontakt til hende.
Det anholdte par mistænkte for en serie af forbrydelser, og de efterforskes også i forbindelse med fem personer død - den tyske kvinde og yderligere fire personer, som døde uventet, da parret kom ind i deres liv og tilranede sig deres penge.
Fire personer er anholdt for at have hjulpet den tysk-cubanske mand og den cubanske kvinde. Det spanske politi har bedt om hjælp i sagen fra politiet i Storbritannien, Italien, Tyskland og Cuba.
Parret, som havde mange falske dokumenter, hvidvaskede en del af de stjålne penge gennem at bygge et turistcenter i en kystby i Cadiz-provinsen, der er populært blandt surfere.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP