Ritzau
Opdateret kl. 07:41
32 russiske atleter, der ikke har fået lov at stille til start ved det kommende OL i Pyeongchang, har appelleret til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
CAS oplyser, at den sandsynligvis vil tage sagen op onsdag i Pyeongchang i Sydkorea, hvor OL åbner fredag.
Hvis de russiske atleter får tiltvunget sig adgang til OL, vil feltet af deltagere ved legene ændre sig drastisk kort før åbningsceremonien.
Blandt de 32 atleter er blandt andre den seksdobbelte OL-guldvinder Viktor An. Desuden er der flere ishockeyspillere, der har spillet i verdens bedste liga, NHL.
Atleterne formåede ikke at bestå et obligatorisk baggrundstjek fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Tjekket er indført, efter at Rusland systematisk snød med doping under OL i Sotji i 2014.
IOC har ikke udtalt sig om, hvorfor de 32 atleter ikke bestod baggrundstjekket.
Alle russiske atleter, der skal konkurrere i Pyeongchang, vil fremstå som "olympiske atleter fra Rusland". Det sker, fordi det russiske hold formelt er udelukket fra legene efter skandalen i Sotji.
Atleterne vil derfor konkurrere under det olympiske flag. De vil desuden bære dragter uden Ruslands flag. Hvis de vinder medaljer, vil den olympiske hymne desuden blive spillet i stedet for den russiske nationalsang.
/ritzau/AP