Den hollandske scale-up virksomhed StuDocu, der er en platform, hvor studerende kan udveksle noter og dokumenter, har netop fået tilført 50 mio. dollars – mere end 300 mio. kroner – i en Serie B-investering fra Partech.
Danske Rasmus Wolff er med ombord, og kapitaltilførslen skal skubbe yderligere til StuDocus globale vækst og ambition om at nå ud til alle 200 millioner studerende verden over. I dag når StuDocu 15 millioner studerende fra 2.000 universiteter i 60 lande – blandt andet i Danmark.
EdTech-virksomheden er stiftet i 2013 af fire hollandske studerende, som så et behov for en mere effektiv måde til udveksling af viden og noter med deres medstuderende. Dermed var ideen til StuDocu født, og platformen rummer nu millioner af studiedokumenter – lavet af studerende til studerende i en fælles ambition om at hjælpe hinanden med at få mest muligt ud af studierne.
Erfaren iværksætter med
I 2017 blev danske Rasmus Wolff en del af ledelsen – først som investor og siden som StuDocus udviklingsdirektør med ansvar for at internationalisere virksomheden.
47-årige Rasmus Wolff er iværksætter, investor og bestyrelsesmedlem og har tilbragt de seneste 13 år i digitale virksomheder i udlandet. Han har blandt andet været udviklingsdirektør i Just-Eat, hvor han fra London i mere end fem år havde ansvaret for opbygning og udvikling af den internationale forretning i 10 markeder, og han har været kommerciel direktør hos det populære rejsesite GetYourGuide i Berlin.
Nu bor Rasmus Wolff i Amsterdam, hvorfra han udover sit engagement i StuDocu er aktiv som investor i en række mindre digitale virksomheder. Som udviklingsdirektør er han central i udviklingen af StuDocus strategi, organisation, internationale ambitioner og fundraising. Tidligere investeringer har sikret, at virksomheden kunne vokse ud over Hollands grænser og udvide til markeder som Australien, USA, Canada, Tyskland og Skandinavien.
StuDocu har oplevet massiv vækst med en fordobling år til år i både omsætning og antal brugere, og den nyeste kapitaltilførsel skal sikre yderligere ekspansion.
- Med den seneste investering står vi nu i en endnu stærkere position, hvorfra vi kan accelerere vores globale forretning og vores ambition om at hjælpe studerende over hele verden, herunder i Danmark. StuDocus unge, passionerede team har skabt en platform og en forretningsmodel, der har gennemgået en imponerende udvikling, og som lover godt for den fremtidige vækst. Det er spændende at være en del af denne rejse og at kunne bidrage til en bedre og mere udbytterig studietid for studerende i både Danmark og i resten af verden, siger udviklingsdirektør Rasmus Wolff, der i øvrigt gerne allokerer en del af investeringen til at tiltrække danske talenter til virksomheden.