Mindst 16 nigerianske soldater meldes savnet efter kampe mod den militante gruppe Boko Haram i den østlige del af landet.
Det oplyser militære kilder i landet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Gruppen Islamisk Stat i Vestafrika (ISWAP), der er en fraktion af Boko Haram, siger, at soldaterne er blevet dræbt.
Samtidig oplyser en anonym kilde i det nigerianske militær, at man leder overalt i området for at finde soldaterne.
- Indtil videre er 16 soldater forsvundet, men patruljer finkæmmer området for at lokalisere dem, siger den anonyme kilde.
Kampene begyndte, da bevæbnede mænd i lastvogne sent mandag angreb en militærbase og et lokalt marked i byen Kukawa. Ved angrebet trak soldaterne sig fra militærbasen for at svare igen. Siden har ingen set dem.
Angrebet kom blot få timer efter, at medlemmer af Boko Haram havde angrebet soldater i landsbyen Kumshe nær grænsen til Cameroun.
Der er cirka 200 kilometer mellem Kukawa og Kumshe.
Boko Haram har de seneste ni år dræbt tusindvis af mennesker i angreb i især Borno i det nordøstlige Nigeria. Oprørsgruppen er dog også aktiv i nabolandene Tchad, Niger og Cameroun.
Over to millioner mennesker er blevet drevet på flugt på grund af urolighederne, og mindst 27.000 mennesker er blevet dræbt.
De seneste måneder har oprørsbevægelsen intensiveret angrebene i Nigeria. Især mod militære mål. I september blev 48 soldater dræbt, da gruppen angreb en militærbase i byen Zari.
I oktober blev en Røde Kors-medarbejder dræbt af islamister i Nigeria.
Den kvindelige nødhjælpsarbejder blev sammen med en lokal pige og en kollega fra Røde Kors taget som gidsel tidligere på året.
Gruppen satte herefter en deadline for regeringens samarbejde. Da den udløb mandag, blev kvinden ifølge landets informationsministerium slået ihjel. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/