10 millioner kroner. Så mange penge har EU-Parlamentet onsdag valgt at sende til Danmark, hvor de skal gå til at hjælpe 153 tidligere ansatte i elektronikvirksomheden Flextronics i Skive.
Pengene kommer fra EU's såkaldte globaliseringsfond, som man kan søge om støtte fra, hvis man har mistet sit job "som følge af forandringerne i de globale handelsmønstre".
De danske myndigheder har allerede lagt ud for de 10 millioner kroner til de tidligere Flextronics-medarbejdere, der blev fyret i slutningen af 2011, fordi virksomhedens hovedkvarter i Singapore besluttede at lukke afdelingen i Skive og flytte den til Asien.
Kort efter, i december 2011, søgte den danske stat om støtte fra globaliseringsfonden til de fyrede medarbejdere.
Men pengene har parlamentet holdt tilbage i et forsøg på at presse den danske regering og de øvrige EU-lande til at punge ud med flere penge til 2012-budgettet. Her manglede der efter parlamentets mening 67 milliarder kroner for at kunne betale alle regninger.
Budgetstriden blev endeligt løst i sidste uge, og det betyder nu, at parlamentet lader midlerne fra globaliseringsfonden flyde igen.
Det er langt fra første gang, EU sender penge fra globaliseringsfonden til fyrede danskere.
I oktober modtog 720 tidligere ansatte hos vindmøllekoncernen Vestas knap 56 millioner kroner fra EU's globaliseringsfond.
Måneden før sendte EU knap 48 millioner kroner til de tidligere ansatte på Odense Stålskibsværft, Lindøværftet. Pengene går til omskoling af de 550 skibsbyggere og hjælp til at finde nye job i andre brancher, efter at stålværftet blev lukket i 2009.
Ud over Danmark modtager seks andre EU-lande også penge fra globaliseringsfonden i denne omgang. I alt er der tale om 190 millioner kroner fordelt på cirka 5000 europæere.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.