Af Mia Kristina Hansen
SE ALLE BLOGINDLÆG
"Et halvt år efter drabet på vores kollega: Hvor længe skal vi vente?"

DER ER nu gået præcis et halvt år, siden vores kollega her på Lindegården i Roskilde blev dræbt. Det har været et halvt år, hvor jeg oplever, at chokket og sorgen over at miste en kollega har været svær, samtidig med at mine kollegaer og jeg i fællesskab har prøvet at få ændret på vores arbejdsvilkår og beboernes livsvilkår. 

Så jeg bliver ked af det, når jeg nu oplever at diskussionen om, hvordan vi undgår flere drab i psykiatrien, bliver en diskussion, der kommer til at handle om et ja eller nej til mere tvang.  Fordi som jeg hører det, så er alle helt enige om, at der ikke skal tvang på bostederne. Så hvordan får vi vendt diskussionen, så der kan komme konkrete handlinger, før det ender med endnu et drab?

Det er lykkedes at få råbt Københavns Kommune op, og det er lykkedes at få politikerne i Folketinget i tale. Men som jeg også har skrevet i mine andre blogindlæg, så er der stadig ikke ændret væsentligt på hverdagen i psykiatrien. Der mangler stadig hænder, og der mangler stadig sengepladser, og jeg oplever stadigt et miljø med hårde stoffer, kriminalitet, vold, overgreb og trusler. 

Det er ikke i orden, at ansatte i psykiatrien skal gå på arbejde med livet som indsats. Og det er ikke i orden, at sårbare mennesker med en psykisk sygdom, som har brug for støtte i hverdagen, gang på gang bliver udsat for røveri i eget hjem. At de bliver tvunget til at have en narkohandler som nabo, og at de skal frygte at forlade deres bolig, fordi deres nabo er udadreagerende, og de kan risikere at blive truet og udsat for vold. 

OFTE GÅR går mine tanker på, hvad der ligger bag den enkelte beboer, hvilke liv, håb og drømme var i spil engang. Jeg ser på deres billeder fra fortiden, før sygdommen tog over, hvor beboerne ser glade ud med liv i øjnene parate til fremtiden. Men noget kom i vejen, og nu bor de på Lindegården eller et andet bosted afhængig af hjælpen fra det system, som har nedprioriteret dem igennem alle årene.

Der skal findes en løsning på, hvordan vi undgår at mennesker med en behandlingsdom bor på et socialt psykiatrisk bosted under serviceloven, når de gentagende gange begår kriminalitet mod deres medbeboere.  

Der skal findes en løsning på, hvordan vi undgår salg af hårde stoffer på de social psykiatriske bosteder under serviceloven. 

Der skal findes en løsning på, hvordan vi undgår at mennesker med et massiv misbrug, der har en udadreagerende adfærd, får lov til at skabe et til tider livsfarligt miljø på et socialt psykiatrisk bosted under serviceloven, uden at få den nødvendige behandling. 

DER SKAL findes en løsning på, hvordan mennesker, der har brug for psykiatrisk behandling, nemt og hurtigt kan blive indlagt, når behovet er der. 

Min oplevelse fra Lindegården er, at det er en lille gruppe mennesker, der skaber et miljø, som gør hverdagen utryg. Til gengæld er der en stor gruppe mennesker, som lider under det miljø, som bliver skabt af den lille gruppe.  Og det er det er derfor jeg bliver ked af, at de konkrete handlinger udebliver, hvis diskussionen strander i, om der skal bruges tvang eller ej. Som jeg ser det, så bliver en stor gruppe af sårbare mennesker allerede udsat for tvang ved at blive tvunget til at bo i et miljø med hårde stoffer, kriminalitet, vold, overgreb og trusler.  

Samtidig bliver den lille gruppe mennesker, der ikke får den nødvendige behandling, som de har brug for, tvunget ud i situationer, hvor de er til fare for sig selv og andre. 

- Det kan være situationer, hvor de får taget en overdosis, fordi de bliver ved med at prøve at komme af med deres tanker og dårlige følelser. 

- Det kan være, at de bliver så desperate, at de overfalder en medbeboer eller personalet, og derefter bliver hentet af politiet og tvangsindlagt. 

- Det kan være, at de dagligt bryder ind hos medbeboere, fordi de er desperate efter penge til stoffer, og til sidst ender med at blive hentet af politiet og fængslet.

- Det kan være, at de bliver så aggressive i desperation, at de smadrer alt omkring dem, og ender med at blive hentet af politiet og tvangsindlagt. 

SÅ I min verden er der lige nu forhold i psykiatrien, som er uværdige for alle, og som ender ud i frygtelige situationer, hvor tvang bliver løsningen. Og jo længer tid, der bliver brugt på at diskutere, jo længer tid tager det at skabe et trygt miljø på de socialpsykiatriske bosteder. 

Jeg vil have lov til at være tryg, når jeg er på arbejde. Og jeg vil have, at beboerne på de socialpsykiatriske bosteder kan bo tryg og sikkert og få den hjælp og behandling, de har brug for i hverdagen. 

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.