Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Hvorfor er det farligt, at Samuelsen vil holde, hvad han lover?

I DET politiske univers fremstår han som blanding af en politisk fantast og parlamentarisk kamikazepilot. At stille sig op med en ultimativ lempelse af topskatten – økonomisk pumpevand til de rigeste i samfundet. Og så med konkrete tal på: Den skal ned med mindst 5 procent – ellers stemmer partiet ikke for finansloven og vælter regeringen.

Anders Samuelsen er tilsyneladende helt rolig. Han står fast med sine isblåøjne. Dét er smertegrænsen. Og regeringen skrev selv ind i sit grundlag i juni 2015, at også topskatten skal ned:

”… Derudover har regeringen en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, så flere vil arbejde mere, og så danske virksomheder får nemmere ved at rekruttere og fastholde også vellønnede medarbejdere …”

Der er ikke så meget at være i tvivl om.

Men da regeringen så tog hul på skatteforhandlingerne i foråret, tog de samtidigt røven på LA. Topskatten skal ned – men ikke lige nu. Formelt set er det udgifterne til flygtninge- og integrationsarbejdet, der sinker den våde drøm om flere penge til de rige. Reelt set er det Dansk Folkeparti, der som en nationalistisk udgave af det gamle, socialdemokratiske univers ikke kan holde til at tage fra de fattige og give til de rige.

Den kovending ville Anders Samuelsen ikke finde sig i, og nu har han kridtet de nyliberalistiske støvler og står fast. Beslutsomheden ligner den, som drev Pia Kjærsgaard ud af skattenægternes kaos-parti, Fremskridtspartiet, og ind i partiet for de lukkede grænsebomme, Dansk Folkeparti.

MÅSKE KAN du huske den berømte dokumentarfilm om partiet Ny Alliances storhed og fald. Naser Kader roder rundt i sit formandskab og dokumenterer, at det med partiledelse ikke er mandens store kompetence. Og hans tidligere partikollega og medstifter, Anders Samuelsen, ligner Pia K. til sin sidste kongres i Fremskridtspartiet.

Munden siger ikke meget til kameraet. Men de berømte blå øjne siger alt:

- Få mig dog bort fra det her cirkus. Hvis jeg nogensinde bliver partileder, skal der bare stås fast og stås sammen. Lige nu melder jeg fra, men næste gang tager jeg magten.

Samuelsen får sit parti og sit lederskab. De vildeste neoliberalister i LA bliver nogle gange holdt i kort snor og andre gange sendt ud i verden med libertarianernes trosbekendelse: Ned med staten og skatten - ind med den personlige frihed!

Anders sætter scenen. Så når regeringen og DF udsætter og udvander kravet om skattelettelser i toppen fra foråret endnu inden finansloven er sat til egentlig forhandling over sommeren, står LA fast. Helt fast.

Det er vist ikke skjult for nogen, at Taxamanden ikke spiller på den højre banehalvdel i dansk politik. Og jeg er langt fra LA’s partiformand i hans kærlighedsaffære med Saxobank og hele den nyliberalistiske loge – for slet ikke at tale om LA’s opportunistiske tvivl overfor EU. Jeg var i nogle år medlem af De Radikale som det socialliberale parti med streg under social. Jeg var kommet dertil i skuffelse overfor venstrefløjens anti-europæiske politik.

OGSÅ ANDERS Samuelsen har bevæget sig – men i modsat retning med udsigt til tidsåndens nationalkonservatisme.

Men ….

Hvorfor er det egentligt så grænseløst dumt, at Anders står fast på, hvad han mener?

I det politiske establishment græder de borgerlige vredens tårer, mens rød blok slikker sig om munden. Det svæver som et uartikuleret budskab fra Borgen, at så ultimativ kan man simpelthen ikke tillade sig at være. Alle de vellønnede og dybt konventionelle ”politiske iagttagere” og ”kommentatorer” ryster på hovedet over denne afvigelse fra de parlamentariske spilleregler.

Ja selv erhvervslivets topfolk i storindustrien, i bankerne – og toporganisationen DI (Dansk Industri) er bekymrede og vifter med det hvide flag. De frygter urolige tilstande i et land, der har været kemisk renset for virkningsfulde oprør fra lønmodtagerne i årtier. Deres budskab er klart: Slap nu af. Det er jo os selv, der sidder på magten

Som almindelig, oplyst borger spørger jeg bare: Hvorfor er det så forfærdeligt provokerende, at et regeringsstøttende parti holder fast på, hvad det sagde inden valget og fik med ind i regeringsgrundlaget, da blå blok kom til magten?

Det borgerlige Danmark har haft mandatmæssig succes siden Anders Fog indførte sin enevældige kontraktpolitik. De røde lejesvende er i stor udstrækning på pension eller har mistet så megen farve, at det ikke er til at kende forskel på blokkene. En fredelig, demokratisk revolution (eller verdensrevolution, hvis vi tager EU og den aggressive, militære udenrigspolitik med…). De nye bølger er koboltblå og lige til at surfe på for store dele af den materielt og socialt mest forkælede ungdomsgeneration i Danmarkshistorien.

MAN KAN ligefrem mærke manglen på modstand i det politiske univers. Af og til optræder den nye borgerlige politikergeneration med samme oprørske attitude, som de vederstyggelige, røde forgængere i 70’erne.

Det er nærmest en frihedskamp for Joachim B. Olsen at fortsætte brugen af piratfirmaet Uber, selv om tjenesten er erklæret ulovlig i retssystemet. Ægte aktivisme!

Venstres Jacob Ellemann-Jensen sætter de forkælede kontanthjælpsmodtagere på plads med nogle bemærkninger om, at de skal være taknemmelige for de sociale ydelser. Socialhjælp er åbenbart fattighjælp og ikke en borgerret. Det er det ellemannske familiegen at tale belærende, når man inderst inde bare har lyst til at skrige til de klynkende: Så hold dog jeres kæft!

De nye borgerlige vil have velfærdssamfundet bombet tilbage til tiden før velfærdssamfundet og partiets retorik overfor fremmede og flygtninge ville være uhørt for bare nogle få år siden og har metastaser tilbage til den aggressive nationalisme i 30’erne.

Og man tror næppe sine egne øjne: Fire borgerlige aktivister demonstrerer ved folketingets åbning i ens t-shirts mod myrderierne i Aleppo– og bortvises til omklædning af den stramtandede formand.

Jeg kan nærmest mærke det fysisk: Midt i den borgerlige slipsethed, er der bare være grobund for et oprør mod tingenes til- og stilstand.

Hvorfor er det så så farligt, at Anders Samuelsen bare vil holde, hvad han lover?

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.