Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
DAGEN EFTER MIN KOLLEGA på Lindegården i Roskilde blev stukket ihjel med en kniv af en psykotisk beboer, skrev jeg denne opdatering:
”Denne opdatering er henvendt til de politikere og embedsmænd, der sidder i regeringen, regionerne og kommunerne. Det var en af mine kollegaer, der blev myrdet fredag aften af en beboer. Det, vi allesammen har frygtet ville ske, er sket, og det er dybt tragisk.
Lindegården er en god arbejdsplads, hvor vi har mange beboere, der har gavn af den hjælp, Lindegården tilbyder. Desværre oplever vi, at de beboere, der er begyndt at flytte ind, er beboere, som er for psykisk syge til at bo på en § 108 institution. Det er beboere, som burde være indlagt.”
MIN KOLLEGA VAR DEN FEMTE ansatte på fire år, der mistede livet i socialpsykiatrien. Det er nu snart 5 år siden, at det første drab fandt sted, og endelig er der kommet konkrete udmeldinger fra Christiansborg om, at regeringen har afsat 400 millioner kroner fra satspuljen, som blandt andet skal gå til at oprette nye, specialiseret afdelinger, som skal være for udsatte borgere med udadreagerende og uforudsigelig adfærd, svær psykisk lidelse, komplekse sociale problemstillinger og ofte samtidigt misbrug.
Min første reaktion er, at det gør mig glad, at der endelig sker noget, der kan være med til at sikre, at mine kollegaer og jeg ikke skal udsættes for vold og trusler dagligt. Jeg er glad for, at de mennesker, der har brug for en helt speciel hjælp, nu vil få mulighed for at få den. Og jeg bliver glad for, at det kan blive mere trygt at være beboer på et bosted under serviceloven. Jeg bliver vildt stolt over, at det endelig er lykkes at få politikerne til at lytte, ved at vi er mange, der i fællesskab har råbt op.
MEN, MIN ANDEN REAKTION er, at godt nok er jeg glad for at regeringen har taget ansvar for at få rettet op på det problem, vi står med lige nu og her. Men hvad med fremtiden, hvordan undgår vi, at nogle mennesker bliver så psykisk dårlige, at de ender med at blive til fare for dem selv og andre. Hvordan får vi hjulpet mennesker, der bliver psykisk syge, så de ikke behøver at selvmedicinere sig selv med alkohol og stoffer?
Det mener jeg kun, vi kan, hvis vi får flere hænder både på bosteder og på de psykiatriske afdelinger. Og hvis der bliver oprettet flere sengepladser på de psykiatriske afdelinger, så personer med en psykisk sygdom ikke bliver sendt hjem, før de er raske nok, fordi der ikke er senge og personale nok. De mennesker, der henvender sig på de psykiatriske akutafdelinger rundt om i regionerne, fordi de er syge og har behov for at blive indlagt skal der være plads til. Er der ikke det, vil det resultere i flere tragiske hændelser.
JEG HAR OPLEVET, at mennesker, der ikke får den nødvendige hjælp, når de bliver psykisk syge, ender med at gøre skade på sig selv eller andre. I de værste tilfælde ender det med mord eller selvmord. Familier bliver splittede og kørt helt derud, hvor de ikke længer kan fungere som familie, fordi det hele bliver en kamp om at få hjælp til sit barn, til en forælder eller til en ægtefælle. Familier, der dagliget frygter for fremtiden, og som sørger over at se en, man elsker, blive mere og mere syg, uden der er hjælp at hente.
Så selvom regeringen nu har afsat penge til blandt andet specialiseret afdelinger, mener jeg, at kampen stadig skal fortsætte, så der bliver penge til at forbygge og til flere hænder på hele det psykiatriske område. Bliver man psykisk syg, skal man mødes af personale, der har tid til det enkelte menneske. Personale, der har tid til at bruge sin faglighed og yde omsorg. Personale, der har tid til at sætte sig ned og berolige, når man er bange. Personale, der har tid til at lave aktiviteter, der kan få tankerne flyttet fra sygdommen.
JEG MENER, AT HVIS VI skal kunne fortælle gode historier, så har jeg også brug for at få flere kollegaer i hverdagen. Så lige nu er jeg taknemlig over, at vi er nået et skridt videre i forhold til at forbygge vold og trusler på bostederne i psykiatrien, men der er stadig meget at kæmpe for, og jeg håber, at regering holder øje med, at pengene nu bliver brugt til det, de skal.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.