Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
ALLE MULIGE politiske kommentatorer hævder, at Lars Løkke Rasmussens regering er svag. Men det er lodret forkert. Lars Løkkes Rasmussens regering er handlekraftig, målrettet og knivskarp. Det er ganske vist den smalleste regering, siden Hartling-regeringen i 1973, men det er også den stærkeste og modigste regering set i mandsminde. For at det ikke skal være løgn, så er Radikale klar til at styrke regeringens parlamentariske sikkerhedsnet. Så glem alt om valg, uanset flertal til rød blok i meningsmålingerne. Valget har lange udsigter.
Medierne forsøger at tegne et andet billede. Et billede, der fortæller historien om en regering, der hele tiden må kæmpe for sin overlevelse, og som kun er et splitsekund fra at blive væltet af sit parlamentariske grundlag. Men uanset om vi taler om regeringens landbrugspakke - kendt som gyllegate - eller om regeringens 2025-plan, så er der fælles fodslag hos alle de borgerlige partier, uanset hvor højt op i træet de er klatret, når det virkelig gælder.
REGERINGENS 2025-PLAN bliver stort set gennemført som forelagt med minimale justeringer. For ingen af de borgerlige partier ønsker at sætte Lars Løkke Rasmussens minimalstatsprojekt over styr. Bliver der udskrevet valg på baggrund af eksempelvis Liberal Alliances ultimative krav om store skattelettelser til Danmarks rigeste 40.000, så vil det borgerlige Danmark forspilde en historisk chance for at virkeliggøre Anders Fogh Rasmussens vision om minimalstaten.
Liberal Alliance kommer ikke til at vælte en nyliberal regering for 40.000 mega-rige danskeres skyld. Det ville nemlig betyde, at det borgerlige Danmark skulle afgive regeringsmagten og samtidig vinke farvel til at smadre velfærdssamfundet, fjerne SU’en, hæve pensionsalderen, stække fagbevægelsen og gøre de fattige fattigere.
Regeringens 2025-plan er en åben krigserklæring mod alt og alle. Der er ingen grupper eller områder, der går fri. Og spørgsmålet er, hvorfor Lars Løkke Rasmussen tør udfordre alt og alle på samme tid? Svaret er, at Lars Løkke Rasmussen kan sin krigskunst forfra og bagfra. Han har nemlig studeret Sun-Tsus værk ”Krigskunsten”, der blev skrevet for omkring 2500 år siden, og forstået at ”Muligheden for at sikre os mod nederlag ligger i vores egne hænder, men muligheden for at besejre fjenden er tilvejebragt af fjenden selv.”
LARS LØKKE RASMUSSEN VED, at risikoen for en samlet modoffensiv fra fagbevægelsen ikke er nært forstående. Fagtoppens fagpolitiske strategi er udskiftet med en pressestrategi og tonsvis af bekymringer. Det eneste kollektive modsvar kommer fra Velfærdsalliancen, og det er langt fra nok til at ryste fundamentet under regeringen, uanset hvor stort deltagelsen bliver i landets kommuner i dag den 15. september. Så længe vi ikke har en handlekraftig og markant fagbevægelse, er der frit slag for Lars Løkke Rasmussen til at gennemføre sit totalangreb på resterne af velfærdssamfundet fundamenter i kommuner og regioner.
Regeringens 2025-plan er Lars Løkke Rasmussens forsøg på at gentage Margaret Thatchers kunststykke fra minearbejderstrejken 1984-85, nemlig at knuse velfærdsstaten og fagbevægelsen i en og samme bevægelse. Og hverken den britiske velfærdsstat eller fagbevægelsen har overvundet nederlaget til thatcherismen i 1985.
Den eneste grund, til at det er kommet så langt, er fraværet af fælleskabets styrke og kollektiv handling: Massedemonstrationer og massebevægelser.
KUN EN TÅBE frygter ikke en nyliberal klassekampskriger af gudsnåde som Lars Løkke Rasmussen. Læren fra arbejderbevægelsens 150 år lange historie er, at det kun er gennem kamp og massebevægelse, at vi kan ændre på den politiske dagorden og udvikling. Det er sådan, vi har tilkæmpet os forbedringer i det 19. århundrede og det 20. århundrede, og det er den eneste måde, vi kommer til det i det 21. århundrede.
Sagen er, at ingen kan vinde alene. Ingen borgergruppe, ingen fagforeninger eller fagforbund, ingen brugerorganisation. Kun hvis vi kæmper sammen, målrettet, handlekraftigt og knivskarpt, kan vi vinde. Vi har nemlig, hvad Lars Løkke Rasmussen og det borgerlige Danmark ikke har: Fælleskabets styrke.
Velfærdsalliancen er forsøget på at opbygge en decentral, netværksdrevet græsrodsbevægelse, der langsomt, men målrettet skal skabe fundamentet for en kommende massebevægelse, der kaster nyliberalismens nødvendighedens politik på historiens mødding.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.