Dyneløfteri lød det fra kritikere, da loven om gensidig forsørgelsespligt for samlevende blev indført.
For Sigrid Larsen og hendes kæreste Christian er det blevet meget bogstaveligt.
De har nemlig fået en afgørelse fra Hjørring Kommune, der angiver ’ I boller sammen’ som en af årsagerne til, at Christian skal forsørge Sigrid, der er på kontanthjælp.
Afgørelsen kom som svar på en klage over forsørgelsespligten, der blev årsag til, at de flyttede fra hinanden.
- Jeg synes, forløbet har været helt forfærdeligt, og at det var nedværdigende, at Christian skal forsørge mig, siger Sigrid Larsen.
LÆS OGSÅ: "Det er jo bare en skide kontanthjælpsmodtager"
Oplysningen om parrets sexliv har kommunen fra en telefonsamtale, hvor Sigrid Larsen i foråret diskuterede gensidig forsørgelse med Ydelseskontoret.
- Jeg var helt oppe i det røde felt og sagde noget om, at vi bare boller sammen. Det har vedkommende jeg talt med, så åbenbart skrevet ind i min sag, siger Sigrid Larsen.
Trak sin underskrift tilbage
Men hun mener, at parrets sexliv intet har at gøre med pligten til at forsørge hinanden.
I lovgivningen findes der flere forskellige definitioner af, hvornår man er samlevende. Handler det om pension, er det et spørgsmål, om man for eksempel spiser sammen, og hvor ofte man overnatter sammen.
I loven om gensidig forsørgelse henviser man derimod til nogle paragraffer, der handler om, at forholdet er forpligtende på en måde, så det ligner et ægteskab.
LÆS OGSÅ: Til grin? Kommuner må punge ud til samlevende
Men Sigrid Larsen troede blot, det handlede om fælles bopæl, og de underskrev i første omgang en erklæring om samliv.
- Jeg skrev under, fordi jeg var bange for ikke at kunne få kontanthjælp, siger hun.
Men bagefter fandt parret ud af via grupper på Facebook, at der ikke nødvendigvis er gensidig forsørgelsespligt, selvom man bor sammen.
Sigrid Larsen mener, at de er blevet vildledt af kommunen, og derfor trak de deres samtykke tilbage.
- Vi har ingenting fælles. Ingen børn, ingen fælles økonomi. Det har aldrig været sådan et forhold, siger hun.
Men det hjalp ikke at trække samtykket. Hjørring Kommune fastholder, at de er i et ægteskabslignende forhold. Blandt andet med henvisning til parrets sexliv.
På grund af det flyttede de fra hinanden efter fem år, og Sigrid fik psykiske problemer på grund af flytningen.
Oveni mener Sigrid Larsen slet ikke, at kommunens afgørelse er gyldig. Hun mener ikke, den følger en principafgørelse fra Ankestyrelsen om, at begge parter skal parthøres om, hvorvidt de har et ægteskablignende forhold.
Derfor mener hun, at hun har ret til at få de penge tilbage, hun blev trukket i kontanthjælp, mens de boede sammen.++++
Kommunen: Der skal være tale om kærlighed
I Hjørring Kommune siger kontorchef Mona Sproegel, at når kommunen overhovedet nævner parrets sexliv, er det på grund af den vejledning, de har fået fra Kommunernes Landsforening (KL).
- På et KL-seminar om kontanthjælpsreformen sagde foredragsholderen meget udtrykkeligt, at der skal være tale om et kærlighedsforhold. Og det er jo sædvanligt, at i et samlivsforhold har man sex sammen, så det er den fortolkning vi går ud fra, siger Mona Sproegel.
Hun siger, at man skal være opmærksom på, at kommunerne har notatpligt, så selvom man råber noget i vrede i telefonen, bliver det skrevet ind i sagen.
Hjørring Kommune har selv sammenlignet deres sagsbehandling med Ankestyrelsen afgørelse. Mona Sproegel vurderer, at der ikke er sket fejl, som Sigrid Larsen siger.
For godt nok har begge parter ikke fået parsthøringen, men i brevet henvender kommunen sig til dem begge.
Lige nu ligger to sager fra Hjørring i Ankestyrelsen, hvor der er ti måneders ventetid.
- Giver Ankestyrelsen borgerne medhold, retter vi selvfølgelig ind, siger Mona Sprogel.