En tidligere narkokartelboss Rafael Caro Quintero, som har dræbt en amerikansk agent, er efter 28 års fængsel igen på fri fod.
Narkobossen var idømt en dom på 40 års fængsel for bortførelse, tortur og drab på den amerikanske agent.
Løsladelsen vækker vrede hos den amerikanske Styrelse for Narkokriminalitet (DEA), som den dræbte agent arbejdede for.
- Styrelsen for Narkokriminalitet er dybt bekymret over at høre afgørelsen fra den mexicanske domstol, skriver DEA i en udtalelse.
Den 60-årige narkobaron fik 7. august en domstols ord for, at han kunne forlade fængslet.
- Caro Quintero forlod fængslet om morgenen, siger en anonym kilde fra fængslet til AFP.
Amerikanerne har meddelt, at de vil gøre, hvad de kan, for at narkobaronen kommer for en domstol i USA.
Anklageren har ikke fastslået, om der er andre verserende sager mod Quintero, eller om han vil blive udleveret til USA.
/ritzau/AFP