Haas-køreren Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet får en ny destination på programmet i 2020.
Vietnam skal i 2020 arrangere et VM-grandprix, oplyste myndighederne i hovedstaden Hanoi torsdag.
Det er første gang, at Vietnam, hvor motorsport fortsat er blandt nationens mindre idrætsgrene, får sådan en begivenhed.
Grandprixet skal foregå i gaderne i Hanoi i april 2020, og det er ventet, at planerne for banen offentliggøres ved et arrangement senere i denne uge.
I invitationen, som blev sendt ud torsdag til det nævnte arrangement, bekræfter lokale myndigheder, at der er givet grønt lys for et VM-grandprix i 2020.
Vietnam bliver det tredje land i Sydøstasien til at arrangere et Formel 1-løb efter Singapore og Malaysia.
Charlie Whiting, der er Formel 1-løbsdirektør, har tidligere sagt, at han var sikker på, at banen i Hanoi kunne gøres klar til brug i 2020-sæsonen.
Der er også blevet arbejdet på at få et Formel 1-grandprix til København, men de planer er indtil videre strandet på grund af uenighed om finansieringen af begivenheden.
/ritzau/