Vejles nyindkøb Kjartan Finnbogason fik den bedst tænkelige debut, da Vejle lørdag eftermiddag slog Sønderjyske med 2-0 på hjemmebane.
Islændingen scorede hjemmeholdets første mål efter 22 minutters spil og arbejdede hårdt, inden han blev skiftet ud med et kvarter igen.
Debutanten håber, at han kan være med til at sætte gang i Vejles offensiv.
- Selvfølgelig tror jeg på, at jeg kan lave mål her i Vejle. Jeg er kommet hertil for at lave mål, men også for at arbejde stenhårdt, siger Kjartan Finnbogason.
Vejle scorede blot 17 gange i 20 kampe i efteråret, og islændingen, der tidligere har tørnet ud for AC Horsens, har da også taget andre trick med til Nørreskoven.
- Jeg er kommet hertil for at vise vejen. Jeg vil vise noget andet. Man kan godt være et dumt svin over for sine medspillere. Nogle gange skal man turde at sige de grimme ting, hvis det hjælper holdet til at vinde.
Angriberen satte ligeledes ord på glæden over skiftet til Vejle.
- Jeg er glad for min beslutning om ikke at sidde på min fede løn i Budapest og hygge mig. Jeg vil gerne spille, og vise hvad jeg kan. Det fortryder jeg ikke.
Anfører Jacob Schoop var naturligvis også glad for at se holdets nye angriber præstere godt.
- Det var fint at få Kjartan i gang. Det var en flot debut. Han er lidt det, vi har manglet. Han er den ufine angriber, som tager nogle slagsmål og laver grimme mål, siger Jacob Schoop.
Midtbanespilleren er ikke i tvivl om, at Kjartan Finnbogason nok skal score flere mål for Vejle. Det skyldes én bestemt ting.
- Man ser ham ikke altid så meget i kampen, men vi ved, at han er i feltet, når han skal være der.
Islændingens næste mulighed for at lave mål for de rødblusede er ude mod OB i den kommende spillerunde.
/ritzau/