Næsten hver tredje amerikanske delstat har sat deres planer for at genåbne samfundsaktiviteter på pause eller tilbagerullet dem, fordi kurven over antallet af smittede er begyndt at stige igen.
Det skriver CNN. Ifølge det amerikanske medie er genåbningen bremset i 16 ud af i alt 36 delstater, hvor det daglige antal smittede er stigende.
Ifølge en opgørelse fra nyhedsbureauet Reuters er der tirsdag for femte gang på seks døgn registreret over 40.000 nye daglige virustilfælde i USA.
I løbet af juni er antallet af smittede personer mere end fordoblet i 14 delstater, viser en analyse fra nyhedsbureauet. Deriblandt er de tre mest folkerige stater, Californien, Texas og Florida.
Arizona har oplevet den største stigning med 294 procent i forhold til maj. Derefter kommer South Carolina med 200 procent og Arkansas med 179 procent flere tilfælde i juni.
For hele USA var antallet af nye tilfælde 46 procent højere i juni end i maj, og dødstallet steg med 21 procent.
Her et overblik over pandemiens rasen i USA:
Corona har kostet flere livet end fire krige:
Flere er døde som følge af coronavirus i USA end landets samlede tabstal fra dets krige i Afghanistan, Irak, Korea og Vietnam.
På under fem måneder har dødstallet fra corona også passeret USA's tab af menneskeliv i Første Verdenskrig på 116.516 soldater. Coronavirusset har kostet over 127.000 livet ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University natten til onsdag dansk tid.
Daglige dødstal:
I snit er 1039 personer døde hver eneste dag, siden det første bekræftede dødsfald i februar. Tallet er steget siden slutningen maj, da der dagligt døde under 900 i USA af Covid-19.
Aldersfordeling:
Dødsfaldene har en aldersmæssig slagside. Næsten 80 procent af de cirka 127.000 personer, som er døde i USA, er ældre end 65 år. Over halvdelen er ældre end 75 år, mens kun tre procent er yngre end 40 år.
Befolkningsgrupper:
Sorte amerikaneres risiko for at dø af coronavirus er 2,3 gange højere end den er for hvide og amerikanere med asiatisk baggrund og dobbelt så stor, som den er for latinoer.
Økonomi:
Siden nedlukningerne i marts har over 47 millioner arbejdere meldt sig ledige.
USA's bruttonationalprodukt faldt i første kvartal af 2020 så meget, at det ikke er set værre siden fjerde kvartal 2008 under den globale finanskrise. Det var desuden første gang siden første kvartal 2014, at økonomien gik tilbage.
Kilde: CNN.
/ritzau/