- Hvad vil du helst? Betale 300 kr. eller 3.000 kr. for nøjagtig det samme produkt? Du skal kun bruge det ganske få gange, så det giver ikke mening af eje det, siger Jakob Øgendahl Larsen, ung, dynamisk iværksætter med en klar mission.
Med sin online hjemmeside ShareOne.dk vil han ændre danskernes forbrug i en mere bæredygtig retning, og det har han netop hentet en millioninvestering til at føre ud i livet.
Kodeordet er deleøkonomi, hvor spillere som danske GoMore og amerikanske Airbnb er en del af et hastigt voksende marked.
På ShareOne er det helt almindelige brugsgenstande, du kan leje – eller udleje. Lige nu kan danskerne vælge mellem 146.000 campingvogne, minigravere, trailere, stiksave, røgmaskiner, musikanlæg og mange andre ting, du pludselig står og mangler.
ShareOne.dk blev startet af Jakob for snart fire år siden, men de seneste to år er det gået stærkt. Foto: Privat
God økonomi i genbrug
- En boremaskine kan snildt bruges mere end et par gange om året. Det samme gælder en campingvogn, der bortset fra 3-4 uger på landevejen står og fylder i indkørslen, forklarer Jakob Øgendahl Larsen og fortsætter: - Lad os genbruge de ting, vi har. Det er der også økonomi i. Lejerne sparer penge, og udlejer tjener penge. Deleøkonomi er et sted, hvor vi alle vinder.
En grønnere fremtid kræver konkret handling. Ikke kun af virksomhederne, men i høj grad også af den danske forbruger, som Jakob Øgendahl Larsen mener ofte bliver glemt.
- Vores behov ændrer sig ikke, men måske kan vi i stedet for at købe alting, justere vores forbrug, så vi lejer det, vi mangler – eller udlejer det, vi har stående. På den måde kan vi gøre en kæmpe forskel for miljøet.
Tillid og fællesskab
Deleøkonomi skal være under ordnede forhold. Man skal vide, hvem man handler med, og ens dyrebare ejendele skal være forsikret.
- Den største barriere i deleøkonomi er at sikre tillid mellem lejere og udlejere. Vi tilbyder en sikker platform, hvor udlejer ved, at lejere bliver verificeret, når de booker på platformen. Og vise versa. Sidst men ikke mindst har vi Tryg forsikring i ryggen, forklarer den bankuddannede iværksætter.
For Jakob Øgendahl Larsen er det samtidig vigtigt, at ShareOne er med til at danne et fællesskab om de ting, man lejer ud, og dermed hjælpe naboer og andre: - Vi vil have danskerne til at rykke endnu tættere sammen. Ved at udleje og leje kommer man i kontakt med helt andre mennesker, og det kan udvikle sig.
Drop ’køb og smid væk’
ShareOne.dk har snart fire år på bagen, men det er først de seneste to år, at danskerne rigtigt har fået øjnene op for platformen. Nu skal den vokse sig endnu større. En kapitalindsprøjtning i millionklassen fra investor Jens Munch og Vækstfonden skal bruges til at øge både kendskabet og volumen.
For investor Jens Munch, der tidligere har arbejdet som advokat, har det været helt afgørende, at ShareOne arbejder inden for deleøkonomi: - ShareOne arbejder inden for deleøkonomi, der en voksende og langtidsholdbar trend, både i Danmark og globalt. Det giver god mening for økonomien og miljøet, men også for en selv. Du får jo en god fornemmelse indeni, når du ikke bare køber og smider væk.
Han ser også, at ShareOne løser et helt jordnært problem: - Hvor skal man opbevare de ting, man ikke bruger så tit? Specielt når man bor i lejlighed. Flismaskiner, ski og meget mere? Vi har jo ikke plads til det!