Mens folk uden uddannelse eller med en erhvervsfaglig uddannelse tit mister deres job, når virksomheder går konkurs, går akademikere langt oftere fri. Det viser en analyse udarbejdet af analysehuset eStatistik.
Under 5 pct. af de omtrent 14.800, som sidste år mistede jobbet i en konkursramt virksomhed, var akademikere, viser analysen. Gruppen udgør ellers over 10 pct. af de beskæftigede i den private sektor, skriver Jyllands-Posten.
Derimod havde 70 pct. af de konkursramte kun en grundskoleuddannelse eller en erhvervsfaglig uddannelse. Tilsammen udgør de to grupper 63 pct. af de beskæftigede i den private sektor.
Billedet er endnu tydeligere, når man kigger på 2012. Her udgjorde akademikerne kun lidt over 3 pct. af de konkursramte, mens de to andre grupper igen udgjorde mere end 70 pct., viser analysen.
"Der finder en skævvridning sted blandt dem, som mister deres job ved konkurser. De højtuddannede ser ud til at gå fri langt oftere end dem med en kortere eller ingen uddannelse," siger Kent Nielsen, direktør i eStatistik.
Det er svært ud fra analysen, at sige præcist, hvorfor de højtuddannede går fri, mener han.
Noget af forklaringen kan ifølge Michael Stæhr, cheføkonom i interesseorganisationen Dansk Erhverv, være, at det fortsat især er de små virksomheder, målt både på omsætning og beskæftigelse, som går konkurs. Samtidig findes de ramte selskaber primært indenfor handels- og transporterhvervene.