Urinen plasker ufrivilligt ned på gulvet foran toiletterne, der er optaget.

Der er ikke andet at gøre, når syv personer skal deles om bostedets to eneste badeværelser. Sådan er det tit på Tokanten i København, der er bosted for udviklingshæmmede.

Det fortæller en af stedets socialpædagoger, Marianne Reedtz-Funder.

Unødvendig ble

»Borgerne burde have hver deres toilet, så de ikke tisser på gangen eller får ble på, selvom de godt kunne klare sig uden. Det er så uværdigt. Nogle gange står de på gange og siger »tis, tis« og peger på toilettet, men kan ikke komme til,« fortæller hun.

Ligesom de fleste bosteder kæmper Tokanten med små værelser på 12 kvadratmeter.

»Det er ikke meget, når der skal være plads til en seng, loftlift, rullestol, to plejere og den, der bor der,« siger Helle Lone Pedersen, der også arbejder på Tokanten.

Socialpædagogerne er vrede over, at udviklingshæmmede ikke er nævnt i regeringens kvalitetsreform, der ellers skulle forbedre velfærden.

»Måske er det, fordi de ikke giver nogle stemmer. Det holder ikke, at når en borger får en ny seng til 30.000 kroner, fordi han har ondt i ryggen, har vi kun én aftenvagt den efterfølgende måned i stedet for to, fordi vi selv skal finde pengene til sengen,« sukker Marianne Reedtz-Funder.

Hun oplever ofte kollegaer, der melder sig syge på grund af stress, fordi vikarer undværes for at spare penge. Normalt er der to plejere til at passe de syv beboere, men en til ville hjælpe en hel del, mener de to ansatte. Også Sytter Kristensen, der er formand for foreningen LEV for udviklingshæmmede, er skuffet over, regeringen ikke afsætter penge til udviklingshæmmede.

»Der var jo meget fokus på området efter skandalen på Strandvænget, hvor afsløringer viste, at beboerne blev ydmyget,« siger hun og bakkes op af

Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund: »Man nævner udelukkende skoler, hospitaler og ældreboliger. Det er mageløst, når man tænker på hvilke boliger vi har på handicapområdet.«