Tyskland udenrigsminister, Guido Westerwelle, hilser den "nye tone" fra Teheran velkommen.
Westerwelles kommentar kommer forud for et møde med Irans præsident, Hassan Rouhani, og efter Rouhanis tale tirsdag under FN's Generalforsamling.
Westerwelle betegner talen som "opmuntrende".
Den øger muligheden for at få løst atomstriden mellem Iran og de vestlige lande, mener han.
- Det her er en god dag for de, som tror på en politisk og diplomatisk løsning, siger Westerwelle.
I modsætning til sin forgænger, Mahmoud Ahmadinejad, har Rouhani siden sin tiltræden i juni holdt sig fra bastante udfald på det udenrigspolitiske område.
Ahmadinejad fyrede fra FN-talerstolen ofte så hidsige bredsider af sted mod især Israel og USA, at det fik vestlige diplomater til at udvandre fra salen i flok.
Westerwelle lægger vægt på den "stærke kontrast" mellem ordlyden i Rouhanis tale og forgængerens.
- Iranerne mener det muligvis alvorligt med en ny konstruktiv tilgang, siger Westerwelle.
Han understreger dog, i lighed med USA's præsident Barack Obama, at styret i Teheran nu må komme med konkrete tiltag som bevis på, at det er villig til at finde en løsning på konflikten om Irans atomprogram.
De vestlige lande påstår, at formålet med atomprogrammet er at udvikle masseødelæggelsesvåben, mens Iran hævder, at det udelukkende er rettet mod fredelige formål.
Guide Westerwelle taler lørdag ved FN's Generalforsamling. Det bliver sandsynligvis hans sidste store tale som udenrigsminister efter fire år på posten. Hans parti, FDP, røg ud af Forbundsdagen ved søndagens valg i Tyskland.
/ritzau/AFP