Nogle har fråde om munden. Andre skærer ansigt, mens de kaster cyklen fra side til side. Andre igen sidder helt stille og bider smerten i sig.

Ingen kan være i tvivl om, at Tour de Frances 160 tilbageværende ryttere - om de så er dopet eller ej - leverer noget af en kraftpræstation, når de klatrer over de franske bjerge. Og selvom man sikkert får det bedste indtryk af, hvad de går igennem, ved at lytte til tidligere kommentator Jørgen Leths poesi, kan man faktisk sætte tal på præstationen.

Ifølge lektor i idræt ved Københavns Universitets Institut for Idræt, Lars Nybo Nielsen, er rytternes daglige præstationer på sadlen cirka halvanden gange så stor som at løbe et marathonløb.

Hver dag.

- Rytterne bruger måske 30.000 KiloJoule om dagen på at gennemføre en gennemsnitlig etape, siger han.

Ifølge forskerne bruger en almindelig dansker i snit 10.000 KiloJoule om dagen, og en marathonløber forbrænder alt efter sin vægt mellem 15.000 og 20.000 KiloJoule på at tilbagelægge de godt 42 kilometer.

Men selvom Tour de France-rytterne dermed løber, hvad der svarer til lidt mere end 30 marathon i løbet af konkurrencen, betyder det dog ikke, at de ville kunne trække i løbeskoene og gennemføre distancen uden cykel.

- Løb belaster musklerne på en helt anden måde end cykling. Derfor vil ingen kunne løbe 30 marathon på tre uger, siger Lars Nybo Nielsen.

Men den store udfordring for rytterne er dog heller ikke længden på løbet. For alle kan, ifølge Lars Nybo Nielsen, trænes ig op til at cykle 3500 km på tre uger.

- Det afgørende er tempoet. Det er det, der gør Tour de France så hård, siger Lars Nybo Nielsen.

Og det er her, at doping for alvor kan gøre en forskel, forklarer forskeren.

- Vi kan se, at man på bjergetaper kan forbedre sin præstation med helt op til 30 procent ved for eksempel at tage EPO. På tidskørsler ligger det på mellem fem og otte procent, siger han og forklarer, at EPO en virker ved at gøre kroppens motor større - ved at tune den.

Men ét er brugen af energi på cyklen, noget andet er den smerte, man udsætter sig for, når man tramper i pedalerne - og her eksisterer der ifølge Lars Nybo Nielsen ikke rigtig nogle undersøgelser.

Så der er vi trods alt stadig tvunget til selv at afkode grimasserne i de svedige rytteres ansigter.