Har du bunker af gamle computerspil, playstationspil eller noget helt tredje, der bare samler støv, så er det måske på tide, at de skal videre i systemet.
Og har du de rigtige titler i gemmerne, kan det ifølge DBA Guide også blive en ganske indbringende forretning.
Bobby Ågren, som er indehaver af butikken Ruben og Bobby - en kombineret frisør og byttecentral for retrospil og samlerobjekter - forklarer, at det som udgangspunkt er positivt, hvis dine spil har nogle år på bagen.
Det øger muligheden for, at der er færre spil i omløb - og særligt af dem, der er god stand.
- Hvis du har noget, som mange gerne vil have fingre i, så er det penge værd. Og hvis der ikke er så mange spil i omløb, så er de endnu mere værdifulde, siger Bobby Ågren.
Generelt er salgsværdien ikke så stor på de spil, der er blevet masseproduceret og ikke er så gamle.
I så fald skal du regne med højst 100-200 kroner per spil, vurderer Bobby Ågren, som handler med gamle spil i sin butik.
Det er dog ikke spillet alene, der afgør salgsværdien. Har du den originale æske og manual, så kan prisen stige op mod fire gange.
- Mange af Nintendos spil kom i pap, og det er faktisk meget værdifuldt, fordi det let blev bulet og skadet. Derfor er det mere interessant, hvis det er i pæn stand, forklarer han.
Det har også betydning, om spillet er ældet med ynde. Nogle af de sidste spil, der er udkommet til de forskellige konsoller, udnytter potentialet fra konsollen langt bedre end de første. Derfor er de ofte mere eftertragtede.
- Et spil som Mr. Gimmick udkom i slutningen af Nintendoens levetid - og det kom kun i Skandinavien og Japan. Så hvis du har det med æske, så er det omkring 6-7000 kroner værd, afslører Bobby Ågren.
Som udgangspunkt er spillene ikke så interessante, hvis de er fra den forrige generation af konsoller.
- Men når de er to-tre generationer gamle, så begynder de at stige lidt i pris, siger Bobby Ågren.
Skal prisen helt op at ringe blandt de inkarnerede samlere, så skal spillet være i perfekt stand - og allerhelst slet ikke være pakket ud. Det fortæller Thomas Vigild, som underviser i spiludvikling på Vallekilde Højskole.
- Det er også spil, hvor det er enormt værdifuldt, hvis man har et eksemplar med en indbygget programmeringsfejl - hvis fejlen siden er blevet rettet. Det gør ens spil mere sjældent, siger han.
Har du nogle af de mere sjældne samlerobjekter derhjemme, anslår Thomas Vigild, at du kan indkassere et sted mellem 5000 og 15.000 kroner.
- Pas på med bare at gå ned og sælge en bunke spil i en genbrugsbutik. De kan nok ikke gennemskue, om der er et enkelt, der er mere værd.
- Kig dem igennem et efter et og se, om der er guld imellem. Du bør google hver enkelt titel. Du kan også tjekke, hvad de er blevet solgt for på eBay, råder han.
/ritzau fokus/
Af Anna Raabæk, Ritzau FOKUS