Team Esbjergs håndboldkvinder sikrede sig torsdag aften et fordelagtigt udgangspunkt for at gå videre til DM-finalen.
Vinderen af grundspillet vandt 26-25 over Viborg HK på udebane i den første af to semifinalekampe.
Laura van der Heijden sikrede sejren, da hun scorede få sekunder før tid.
Esbjergenserne førte 15-13 ved pausen i kampen i Viborg Stadionhal.
Viborgs forsvarende mestre må nøjes med at konstatere, at det gik noget bedre, end da de to hold i november sidste år mødtes samme sted i grundspillet.
Ved den lejlighed vandt Team Esbjerg en kæmpesejr på hele 32-21.
Team Esbjerg var som vindere af grundspillet direkte kvalificeret til semifinalerne, mens Viborg som nummer fire først skulle besejre nummer seks, Randers HK, over to kampe for at komme så langt.
Team Esbjerg havde af samme årsag ikke spillet en kamp på højt niveau i over en måned, og holdet skulle da også lige i gang i kampen.
Viborg, der fortsat er ramt af skader hos nøglespillere, havde derimod spillet adskillige vigtige kampe, også i Champions League, siden grundspillet blev afsluttet i Boxer Dameligaen.
Trods gode indsatser af blandt andre Rikke Skov og Louise Burgaard samt målmand Rikke Poulsen lykkedes det dog ikke at vinde.
Returkampen i Esbjerg bliver spillet på søndag.
I den anden DM-semifinale har FCM Håndbold det klart bedste udgangspunkt for at gå videre til finalen.
Midtjyderne vandt onsdag hele 25-19 ude over Team Tvis Holstebro i den første semifinale.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.