Midt i en tæt tåge på vejen Asserballe St mellem Asserballe og Fynshav i Sønderjylland mistede en hest livet, da den blev ramt af en personbil.
Sammenstødet skete 22.25 tirsdag oplyser Henrik Sønderskov, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Vi havde et færdselsuheld, hvor en hest blev påkørt og mistede livet, siger han.
Passagerne i bilen kom uskadte ud af koalitionen med dyret.
Politiet satte efterfølgende jagten ind på to heste, der var set løbe rundt i området, fortalte vagtchefen kort før midnat.
Klokken fem onsdag morgen oplyser vagtchefen, at ejeren til de løse heste i Asserballe er fundet, men at der stadig mangler at blive indfanget én hest.
Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har tidligere sendt en varsel ud om tæt tåge for dele af Sønderjylland, Fyn, Lolland og Falster og en stor del af Sjælland.
Den tætte tåge er i den grad til stede ved Asserballe, fortæller Sønderskov. Ifølge vagtchefen har myndighederne kontakt til hestenes ejer.
- Vi anbefaler, at bilister i området færdes utrolig varsomt, siger han.
Sæt hastigheden godt ned og hold øje, lyder anbefalingen.
Vagtchefen i Nordsjællands Politi advarer på Twitter om tæt tåge i området med sigtbarhed på under 100 meter.
- Kør forsigtigt og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt, står der.
/ritzau/