Med en stor køkkenkniv i hver hånd, smurt ind i blod og kun iført underbukser og t-shirt løber Susanne Lund forvildet rundt i den nordjyske landsby Vaarst. Det er natten til 11. december 1994.

Hjemme på Susannes tårnværelse i den gamle købmandsgård, hvor hun bor, er hendes seks år ældre mand ved at forbløde. Susanne har givet ham to dødelige knivstik som en blodig kulmination på en hverdag fyldt med vold.

»Første gang, jeg stikker ham, rejser han sig halvt op og råber ’Nej!’, og kigger mig direkte ind i øjnene. De grønne øjne glemmer jeg aldrig,« fortæller Susanne.

Allerede som 18-årig bliver Susanne enke, da hun dræber sin mand, kun et halvt år efter deres bryllup. Drabet er planlagt. Flere måneder forud for knivdrabet beslutter Susanne sig for at gøre uigenkaldeligt ende på forholdet til manden, som i tre år har udsat hende for systematisk partnervold. I dag fortryder Susanne intet. Hun er en af de tusindvis af danske kvinder, der har levet i et voldeligt forhold. Derfor står hun nu frem og fortæller sin historie, som hun husker den.

Susanne er kun 15 år gammel, da hun bliver kæreste med Allan, som hun flytter sammen med på et værelse i Nørre Sundby.

Væltet øl får volden frem

Volden begynder to måneder efter, de er flyttet sammen, da hun og Allan drikker øl sammen med hans tvillingebror, Bo. På hjørnet af sofabordet står Allans øl. Da Susanne skal forbi, kommer hun til at vælte den.

»Det klikkede fuldstændig oppe i hans hoved. Så fik jeg tæsk. På et tidspunkt blev han vel træt af at slå mig, for så skulle Bo også have lov at slå.«

Derfra udvikler Susannes liv sig til en dagligdag fyldt med angst for, hvornår Allans knytnæve næste gang vil ramme hende.

I den første tid sker det et par gange om ugen.

»Det kunne være fordi, jeg ikke havde hældt kaffe på maskinen. Det var småting. Jeg var konstant bange for ham. Han var altid jaloux, og mente, at jeg var ude på et eller andet, når jeg talte med andre.«

Bryllup ændrer intet

Med tiden lægger Susanne dagligt krop til Allans voldsudbrud.

Trods frygten, kroppens blå mærker og blodudtrækninger, siger Susanne ja, da Allan efter to år frier til hende.

»Jeg troede naivt nok, at han ville falde til ro, når han fik papir på mig. Så vidste han jo, at jeg var hans.«

Men Allan bliver kun mere aggressiv.

»Når vi var på værtshus, tog han mig ind på toilettet, og slog mig derinde. Han var ligeglad med, om folk så det.«

Volden er en vuggegave

Susanne mister kontakten til sine venner. Hun bliver bare skældt ud eller slået af Allan for at have sagt eller gjort noget forkert, når hun er sammen med dem.

Kun sin mor har hun jævnligt kontakt med. En mor, der i Susannes barndom drikker så meget, at hun på et tidspunkt forsvinder i en uge, og en mor, som hun flytter på krisecenter med som 11-årig, fordi hendes far og mor slås.

Siden kommer Susanne på børnehjem i to år. Da hun senere kommer på ungdomsskole i Gistrup, tér hun sig bevidst for at blive smidt ud.

Som 13-årig er Susanne opgivet af både sin mor og far. Ingen tager sig af, at hun efter to måneder af 8. klasse ikke kommer i skole. Ligesom ingen tager sig af, at Susanne bliver gift meget ung med en mand, der gør hende fortræd.

Beslutter sig for at dræbe

Ægteskabets løfte om evig troskab er ikke nok for Allan, som er ramt af jalousi og straffer Susanne med vold.

En dag – et par måneder efter brylluppet - beslutter Susanne sig for at slå Allan ihjel. Han er igen gået amok. Denne gang har han taget kvælertag på hende og klemt til. Hårdt og længe, så hun får en lilla ring om halsen.

Susanne flygter ud på vejen. Allan kører rundt i gaderne på sin knallert for at finde hende. Fuld af blod springer hun ind i en bus, og chaufføren kører hende hjem til hendes mor.

»Det første, jeg sagde til hende, var, at jeg ville slå ham ihjel. Det stod helt klart for mig. Det var ham eller mig, for dér var jeg ved at dø.«

Umuligt at slippe væk

Forlade ham kan hun ikke. På et tidspunkt flytter hun fra ham og ind i købmandsgården i Vaarst. Men efter en uge står Allan der med sine ting.

»Han fik så meget kontrol og magt over mig. Man bliver som en underkuet hund. Jeg var ikke et splitsekund i tvivl om, at han ville finde mig. Ham og hans tvillingebror og to storebrødre.«

Hver gang Allan slår hende, og hun ser sine svulne øjne, tænker hun på, at Allan skal dø. En decembernat beslutter Susanne sig for at gøre alvor af sine drabstanker.

Den sidste aften

Allan og Susanne har haft tre venner på besøg og drukket øl. Susanne har talt meget med vennen Søren om digte, som de begge holder af selv at skrive.

»Mens vi talte, sad Allan bare og stirrede på mig. Så snart, de var gået, drejede han om på hælen og slog mig. Da vidste jeg, at der ikke var andet at gøre.«

Allan lægger sig til at sove på sofahynderne på gulvet, som han plejer, og da Susanne mener, at han sover tungt, finder hun de to største knive frem fra køkkenskuffen. Den længste og den bredeste. Så har hun en ekstra, hvis han skulle få vristet kniven fra hende.

Kun mens han sover, kan hun dræbe ham. Får han fat i hende, dør hun selv, tænker hun.

Knivene lader hun ligge i køkkenet, da hun går ind til Allan og knæler ved hans side. Hun lægger dynen over ham og nusser ham lidt. Hun rejser sig igen, henter knivene.

»Så kysser jeg ham på panden. Og stikker ham første gang.«

Kniven rammer i Allans venstre nyre. Han løfter sig. Råber. Susanne stikker ham igen. Denne gang i højre lunge.

»Da jeg trækker kniven ud, løber jeg. Jeg tror, at han løber efter.«

Frihed bag lås og slå

Susanne flygter ud i den regnvåde decembernat. Forvirret løber hun rundt i den lille landsby. Hun ringer på hos nogle naboer, men de tør ikke lukke den blodige pige ind. Så hun løber tilbage til købmandsgården og skjuler sig i en kælderskakt.

»Jeg ser ambulancen og hører lige så tydeligt Allan sige ’Det er min kone, der har stukket mig’.«

Politiet får øje på Susanne, som bliver sat i detentionen. Selvom hun er indespærret, er det her, hun for første gang i lang tid føler sig fri.

»I tre år havde jeg frygtet Allan og hans bror. Nu var jeg 18 år og fri.«

Dagen efter får hun beskeden om, at Allan er død. Blødt ihjel.

»Jeg græd, for jeg vidste, at jeg skulle sidde lang tid i fængsel. Men jeg lo også af lettelse. Endelig. Ro. Nu ville jeg ikke møde ham mere. Jeg vidste godt, at jeg ville komme i fængsel, men det var det værd.«

Susanne bliver idømt seks års fængsel. Anklageren har krævet 10, men retten lægger i sin dom vægt på Susannes unge alder, og at hun dagligt er blevet udsat for vold. Efter fire år bliver hun prøveløsladt fra Ringe Statsfængsel.

Lever stadig med vold

Årene i fængslet har været de bedste i hendes liv.

»Jeg var fri. Det var her, jeg tog min 9. og 10. klasses eksamen. Jeg fortryder ingenting.«

Men tiden i fængslet har også givet hende nye, kriminelle venner. I dag er Susanne 32 år og førtidspensionist, fordi hun kørte galt i en taxa, som hun havde stjålet for at hjælpe en ven med at flygte fra fængslet.

Volden er stadig en del af hendes liv.

»Min kæreste og jeg slås, derfor skal vi heller ikke bo sammen. Vi skal have hver vores dør at smække. Jeg er ikke bange for ham på samme måde, som jeg var for Allan, for jeg slår igen, og ligger jeg ned, så stopper han.«

Alligevel er hendes budskab til andre kvinder, at de skal gå første gang, de bliver slået.

»Slår han én gang, så slår han to gange. Og så pludselig en dag, så er det hende eller ham. Mange kvinder bliver slået ihjel af deres mænd.«