Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, har bekræftet over for Ekstra Bladet, at hendes kæreste, Claus Jakobsen, er den sigtede PET-livvagt, som kørte Kronprinsen over den lukkede Storebæltsbro i januar.
- Jeg kan bekræfte, at det var Claus, der kørte livvagt-bilen den aften. Og Claus er typen, der aldrig nogensinde lader nogen i stikken, og det gælder naturligvis også, når det er kronprinsen, det handler om, siger Inger Støjberg til Ekstra Bladet.
Hun mener, at Claus Jakobsen går gennem ild og vand for at passe på Kronprinsen.
Inger Støjberg understreger, at der ikke kommer yderligere kommentarer fra PET-vagten Claus Jacobsen.
Sigtet af politiet
For tre dage siden blev livvagten af politianklagemyndigheden sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Paragraffen, som Claus Jakobsen er sigtet for, omfatter, at trafikanter skal efterkomme anvisninger fra trafiktavler, signalanlæg og lignende. Og det gjorde han ikke på den vindblæste aften, da Kronprinsen skulle hjem fra Herning.
Claus Jakobsens advokat, Torben Koch, finder det ubegribeligt, at hans klient er blevet sigtet.
- Det er fuldstændig forrykt, at han er blevet sigtet. Hans opgave er at passe på de personer, han er blevet sat til at beskytte, hvilket er tilfældet her. Han har bare udført sit arbejde, siger Torben Koch til Ekstra Bladet.
Han forventer, at sigtelsen frafalder og aldrig kommer fra retten.
Claus Jakobsen nægter sig skyldig.