Der er en ny playmaker på holdkortet, når Sønderjyskes håndboldherrer starter op i næste sæson.
21-årige Lasse Hamann-Boeriths, der i denne sæson tørner ud for TM Tønder i 1. division, skifter til Sønderjyske på en treårig kontrakt.
Den unge playmaker kommer fra en kendt håndboldfamilie med de tidligere landsholdsspillere René og Connie Hamann-Boeriths som forældre.
Den 21-årige playmaker tager med skiftet et skridt op af karrierestigen og ser frem til de nye udfordringer, der venter i den bedste danske håndboldliga.
- For mig er Sønderjyske det helt rigtige valg i min udvikling. Jeg ser frem til at blive en del af en rigtig god klub med en virkelig god hjemmebane, hvor der altid er god opbakning.
- Jeg ser frem til at blive en del af et rigtig godt hold og et godt træningsmiljø med et dygtigt trænerteam.
- Jeg glæder mig meget til at flytte til Sønderborg og blive en del af Sønderjyske, siger Lasse Hamann-Boeriths til klubbens hjemmeside.
Tidligere i karrieren har Lasse Hamann-Boeriths spillet for Skjern uden at få sit gennembrud.
Sønderjyske-træner Kasper Christensen har fulgt talentet i flere sæsoner.
- Han er virkelig modnet som spiller, og han fik i sin tid i Skjern Håndbold bygget godt på sin fysik.
- Lasse er super seriøs og vil gå igennem ild og vand for håndbolden, og derfor passer han godt ind i vores miljø.
- Jeg glæder mig til at være med til at flytte Lasse yderligere og se ham bygge på de skridt, som han har taget det seneste års tid i TM Tønder, siger Kasper Christensen.
/ritzau/