105 skolepiger, som blev bortført af den ekstremistiske gruppe Boko Haram i Dapchi i det nordøstlige Nigeria for en måned siden, blev søndag genforenet med deres familier.
Med eskorte fra den nigerianske hær ankom de 105 piger til Dapchi i fem busser omkring klokken 14.30 søndag.
Her blev de mødt af deres forældre, skriver nyhedsbureauet AFP, som har en journalist på stedet.
Pigerne har tilbragt de seneste tre dage i myndighedernes varetægt.
De blev bortført fra deres skole i Dapchi den 19. februar og frigivet tidligere på ugen.
Samtidig siger Nigerias informationsminister, at regeringen har ført forhandlinger med Boko Haram i et stykke tid om en mulig våbenhvile.
- Det er ukendt af mange, at vi i noget tid har været i forhandlinger med oprørerne om en bredere indstilling af fjendtlighederne, skriver informationsministeren, Lai Mohammed, i en udtalelse til nyhedsbureauet Reuters.
- Vi var i stand til at bruge de bredere forhandlinger, da Dapchi-pigerne blev bortført, siger informationsministeren.
Han tilføjer, at der blev opnået enighed om en ugelang våbenhvile, som trådte i kraft 19. marts. Den kom i stand for at åbne mulighed for, at Boko Haram kunne bringe de bortførte piger fra Dapchi tilbage.
Det er første gang i årevis, at regeringen oplyser at være i dialog med Boko Haram om en våbenhvile.
Gruppens væbnede kamp i det nordøstlige Nigeria har siden 2009 kostet titusinder af mennesker livet.
Over to millioner mennesker er blevet tvunget på flugt fra deres hjem, og Boko Haram har bortført tusindvis af mennesker.
Foruden de 110 skolepiger fra Dapchi, hvoraf de 105 nu er vendt hjem, stod gruppen også bag bortførelsen af omkring 270 piger fra en kostskole i Chibok i 2014. Langt de fleste af dem er ikke kommet tilbage.
/ritzau/