Enhedslistens Pernille Skipper mener at EU har for mange demokratiske og retslige problemer til at det er en god ide at overlade suverænitet til retssamarbejdet.
- Min overordnede bekymring ved Tilvalgsordningen handler om demokrati i det overstatslige samarbejde. Og det får man ikke ved at overgive mere suverænitet til EU. Og ved at lade det være op til Folketinget fremover at afgive mere suverænitet. Når der skal laves EU-lovgivning, mener jeg, at man giver EU en blankocheck til et Folketingsflertal, siger hun til Avisen.dk.
- Der er grundlæggende demokratiske problemer i EU uanset om vi taler retspolitik eller arbejdsmarkedspolitik. Og det er i sig selv god grund nok til at sige, at der ikke skal overføres mere selvbestemmelse. Og det vil der ske, hvis man siger ja.
Så EU er ikke moden til et tættere og forpligtigende rets- og politisamarbejde?
- Det er jo kernen i en retsstat og et i demokrati, der bliver fastlagt i retspolitikken. Det var derfor man oprindeligt lavede retsforbeholdet. Og derfor har vi en særlig bekymring her, fordi det er kernen i vores retsstat, vi taler om at overføre.
Hun frygter, at den suverænitet, der afgives bliver svær at få tilbage igen, hvis det skulle vise sig, at samarbejdet ikke fungerer.
- For det er jo langt mere end bare Europol. Det er også regler om familieret og skilsmisse og forældremyndighed og retssikkerhedsgarantier og grundlæggende standarder i domstole og bevisførelse samt alt muligt andet, der vil kunne overføres til EU og blive bestemt der i fremtiden og som vi aldrig nogensinde vil kunne trække tilbage igen.
Artiklen er leveret med støtte fra Europa-Nævnet