Det er tilsyneladende ingen formelle regler for, hvordan badesikkerheden skal være i landets svømmehaller. Tidligere lå reglerne i politiets vedtægter for den offentlige orden, men det blev fjernet i 2004, da vedtægterne blev lavet om. Men ingen andre fik tilsyneladende ansvaret for at lave reglerne og holde styr på, om svømmehallerne har det rigtige redningsudstyr, og at der er kvalificerede livredere på bassinkanten.
Det fremgår af et svar fra justitsminister Lene Espersen (K) til retsordfører Line Barfod (EL).
»Jeg synes, at det er fint, at det nu endelig er gået op for ministeren, at der ikke er nogen, der er ansvarlige for badesikkerheden i Danmark. Jeg tager det som et klart signal om, at man ikke tager det her område særligt alvorligt. Jeg vil i hvert fald få afklaret fra ministeren, om der er andre områder, som nu står uden regler,« siger Line Barfod.
Lene Espersen vil nu nedsætte et udvalg af folk fra Kommunernes Landsforening, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Rådet for Større Badesikkerhed, der hurtigst skal finde ud af, hvilke regler der skal gælde, og hvem der skal have ansvar for at holde øje med, at kommunerne lever op til kravene. Fra Rådet for Større Badesikkerhed glæder man sig til at komme i gang.
»Vi er glade for, at vi nu kan tage en snak med ministeriet om det her. Reglerne må ikke falde på gulvet, fordi politiet ikke længere skal holde øje med det,« siger formand Michael B. Aller.
Hele sagen begyndte, da en dreng druknede i en kommunal svømmehal i Dragsholm Kommune. Det viste sig, at de kommunale livreddere løste andre opgaver end at stå klar ved bassinet. Drengen blev genoplivet, men i de følgende måneder har ministerierne prøvet at finde ud af, hvem der egentlig har ansvar for, at der er ordentlig badesikkerhed. Nu ligger svaret altså: Det er der ingen, der har.