Regeringspartiet SF kan ikke se nogen grund til at barbere Politiets Efterretningstjeneste, sådan at PET kun tager sig af den nationale sikkerhed.
Institut for Menneskerettigheder har netop foreslået regeringen, at PET beskæres kraftigt.
Opgaven med at efterforske sager om grov organiseret kriminalitet bør lægges tilbage til det almindelige politi, hvor opgaven også tidligere har ligget, mener instituttet.
Begrundelsen for forslaget er blandt andet, at der er risiko for, at efterretningsarbejde rodes sammen med en traditionel efterforskning. Reglerne er forskellige på de to områder.
Desuden har også en specialrapportør i FN anbefalet, at efterretningstjenester udelukkende tager sig af nationens sikkerhed.
SF's Karina Lorentzen Dehnhardt erklærer sig enig i, at PET ikke må blive en stat i staten.
Men hun afviser forslaget om en slankning af det oppustede PET, som efterhånden har flere end 700 ansatte.
- Jeg mangler ganske simpelt belæg for at sige, at det er et problem, at PET tager sig af organiseret kriminalitet.
- Den er jo netop kendetegnet ved at være grænseoverskridende, og der er jeg sikker på, at her har man både viden og kontakter, der sikrer, at bagmændene også reelt kommer til at stå til regnskab, mener Karina Lorentzen Dehnhardt.
Samtidig erkender hun dog, at der skal være mere åbenhed og kontrol i forhold til PET.
Netop for at blive klogere på, hvordan man i udlandet kontrollerer efterretningstjenester, rejser Folketingets retsudvalg til Oslo og London i september, oplyser hun.
/ritzau/