Kan man få kønssygdomme af at ligge tæt sammen nøgne? Skal man tage fortrydelsespiller, hvis kondomet er sprunget?
De spørgsmål - og et hav af andre om sex, prævention og overgreb - har mere end 10.000 unge alene det sidste år stillet til Sexlinien.
Men fra næste år vil unge ikke længere kunne spørge sig til råds hos hverken Sexlinien eller på hjemmesiderne abortnet.dk og sexsygdom.dk, som foreningen Sex og Samfund står bag.
Aborthandlingsplanen, som hidtil har finansieret de anonyme rådgivninger, udløber nemlig ved årsskiftet. Og sætter politikerne ikke flere penge af til dem, må de lukke, fortæller generalsekretær i Sex og Samfund Bjarne B. Christensen.
»Som finansloven ser ud nu, så er sandsynligheden for, at vi lukker, meget stor. Men stadig flere unge får kønssygdomme som klamydia, og der er flere uønskede graviditeter. Så behovet for en uafhængig rådgivning er meget stor,« siger han. Foreningen har derfor appelleret til politikerne om at få midler fra satspuljen til at fortsætte tilbuddene.
Endnu intet svar
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen vil ikke kommentere sagen, da forhandlingerne endnu ikke er afsluttet.
Også Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti holder foreløbig kortene tæt til kroppen.
»Men der er nogle af de aktiviteter, som foreningen fremsætter, som er o.k., og som vi godt vil støtte,« siger formand for sundhedsudvalget, Birthe Skaarup (DF).
Partierne bag satspuljen diskuterer Sexliniens fremtid i næste uge.
Til sammen har hjemmesiderne Sexlinien, abortnet.dk og sexsygdom.dk haft næsten 550.000 besøgende inden for det seneste år.
10.000 har enten telefonisk eller gennem hjemmesidernes brevkasser fået svar på deres spørgsmål sex.
Du kan stadig ringe til Sexlinien på tlf.: 70202266