Danmark blev torsdag idømt et skrivebordsnederlag på 0-3 for udeblivelsen mod Sverige i oktober, men kvindelandsholdet fik dog lov til at blive i kvalifikationsturneringen.
Dermed er holdet stadig i spil til en plads ved VM-slutrunden i Frankrig i 2019, men vejen er dog blevet sværere for de danske EM-sølvvindere.
Kun gruppevinderen indløser direkte plads ved VM, og det ligner i gruppe 4 en tvekamp om førstepladsen imellem Sverige og Danmark.
De to nationer har hidtil gjort rent bord mod de øvrige hold i gruppen, Kroatien, Ukraine og Ungarn, og det er langt fra utænkeligt, at de to skandinaviske lande ikke sætter point til mod de formodet svageste hold.
I det tilfælde kan det koges ned til de indbyrdes kampe mellem Danmark og Sverige, hvor Danmark behøver en hjemmesejr over Sverige i sidste runde 4. september 2018 for at matche svenskernes skrivebordssejr på 3-0.
Men da det er indbyrdes opgør og ikke den samlede målscore, der tæller ved pointlighed, kan Danmark være nødt til at vinde med mere end tre mål for at nappe førstepladsen.
Skulle Danmark blive nummer to i gruppen, kan det fortsat blive til VM-deltagelse igennem playoffkampe.
Men kun de fire bedste toere på tværs af de syv kvalifikationsgrupper får adgang til at spille playoffkampe om en sidste VM-billet. De fire playoff-hold skal igennem to runder for at bane sig vej til slutrunden.
I toerregnskabet er det kun kampene mod de andre top-4-hold i grupperne, der regnes med.
Danmark spiller sin næste kamp hjemme mod Ukraine 9. april.
/ritzau/