Religionsfriheden er truet

Religion ? I historisk perspektiv var religionsfriheden den første af de personlige frihedsrettigheder – derfor skal vi være på vagt, når statsministeren og Dansk Folkeparti forsøger at begrænse den

»Alle, der tager ophold i Danmark, må tage ansvar for sit eget liv og i øvrigt udstråle lidt mindre religion«. Det er en ikke en sætning fra Enhedslistens julerevy, men fra Peter Skaaups kronik i Berlingske Tidende 7. november. Det er ramme alvor, når næstformanden i Dansk Folkeparti ikke blot vil have os til at forsørge os selv, men også til at styre vores religiøsitet. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i flere sammenhænge ikke blot bedt om mindre religion i det offentlige rum, men også slået fast, at folkekirken skal være statsstyret, så ingen kan udtale sig på dens vegne. Konsekvent nok advarer han derfor også muslimerne mod at danne et religiøst råd, som måtte kunne tale på muslimernes vegne.

Magteliten taler

Herligt, tænker kulturradikalismens religionsforskrækkede sekularister. De overser imidlertid, hvem det er, der beder de religiøse pakke sig bort i privatlivets fred. Det er akkurat den politiske magtelite, som har styret landet siden 2001. Parlamentarismen, som i 1901 bragte folkets store flertal af bønder og arbejdere til politisk magt, gav i 2001 magten til en nationalideologisk elite, som ensretter det danske samfund på hidtil uset vis. Ligegyldigt hvad statsministeren siger, så er det sandt, når blot det er tjekket med Dansk Folkeparti: Det er ikke noget at komme efter!

Kun n sandhed

Hvor man i andre lande har forskellige former for magtbalancer mellem for eksempel præsident og parlament(er) samt ikke mindst retsvæsenet, der beskytter mindretallenes rettigheder i henhold til demokratiske grundlove, er der i Danmark kun én sandhed: Den, som 51 % i Folketinget kan blive enige om, samtidig med at de sikrer deres eget fortsatte greb om magten.Historisk begyndte kampen for frihedsrettighederne med kampen for religionsfriheden i 1600-tallet. Da man først havde indset urimeligheden i, at magthaverne bestemte, hvad folk skulle tro på, udvikledes tanken om personlige frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Det er tankevækkende, at det er religionsfriheden, det parlamentariske flertal har mest travlt med at indskrænke for tiden. Måske husker det parlamentariske flertal kun alt for vel de magtfulde regimer, som også i nyere tid er bragt til fald i kraft af oprør, som blandt andet er udgået fra religiøse samlingssteder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.