Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) anbefaler, at der afholdes nyt valg i det uroplagede sydamerikanske land Bolivia.
Det sker i en foreløbig rapport om valget fra organisationen.
Ifølge OAS er det statistisk usandsynligt, at præsident Evo Morales sikrede sig det nødvendige flertal til at vinde i første valgrunde.
Morales blev erklæret som vinder af valget den 20. oktober. Siden da har der dog været store protester mod resultatet. Årsagen er, at optællingen af stemmerne var afbrudt i en længere periode.
OAS meddeler, at organisationen ikke vil bekræfte resultatet, efter at der er fundet bevis på "tydelig manipulation".
- Manipulationen af computersystemet er så omfattende, at det skal undersøges grundigt af Bolivia for at komme til bunds i det her og få placeret ansvar i den her alvorlige sag, lyder det i rapporten.
Bolivia opfordres desuden til at bruge nye valgmyndigheder i et nyt valg.
Utilfredsheden har ført til voldsomme sammenstød i Bolivia.
Senest stormede demonstranter lørdag redaktionslokaler, der tilhører to statsejede medier i Bolivias hovedstad, La Paz.
De regeringskritiske demonstranter tvang tv-kanalen Bolivia Tv og radiostationen Radio Patria Nueva til at stoppe med at sende. Samtidig blev de ansatte på de to medier tvunget til at forlade redaktionerne.
Demonstranterne anklager de statsejede medier for at tjene Morales' interesser. Det siger Ivan Maldonado, der er redaktør for Radio Patria Nueva.
- Vi blev smidt på gaden med tvang, efter at vi havde modtaget konstante trusler fra folk, der samlede sig foran redaktionen, siger redaktøren.
Præsident Morales har tidligere sagt, at han er villig til at holde en anden valgrunde, hvis en undersøgelse viser tegn på svindel.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters