En afsluttet uddannelse er ingen garanti for job for de pædagogiske assistenter.
Bare i Odense ligger arbejdsløsheden helt oppe på 12 procent, skriver DR Fyn.
Det billede gælder også resten af landet, vurderer formanden for Pædagogmedhjælpernes Fagforening i Odense, Frank Lundgren.
Han mener, at problemet starter ved lederne, der ansætter:
- Lederne er gerne pædagoger, og de ansætter folk som sig selv. De har svært at se udover, at der også er en anden god og dygtig uddannelse.
På landsplan bliver der årligt uddannet 1500 pædagogiske assistenter.
I pædagogernes fagforening Bupl mener landsformand Henning Pedersen nærmere, at selve uddannelsen er rod til den høje arbejdsløshedsprocent. Det siger han til DR Fyn:
- Med denne uddannelse har man sat sig mellem to stole. Hvis man vil arbejde i en dagsinstitution, uddanner man sig til pædagog, og en uddannelse midt i mellem er hverken fugl eller fisk.
Pædagogmedhjælpernes formand Frank Lundgren møder tit slukørede studerende, og han ærgrer sig på sine medlemmers vegne:
- Når man kommer ud med flotte eksamensresultater og er tændt på uddannelsen, er det enormt trist, at der så ikke er et job bagefter. Uddannelse og et job fylder meget for de unge, men tit er der bare ikke noget job.
Det var efter kommunernes ønske, at uddannelsen bliver oprettet i 2007.