Natten til fredag forsvandt ukendte gerningsmænd med omkring 250 par briller og ikke færre end seks optikermaskiner fra en optiker i Tølløse.
Det var Hanne Optik på Jernbanevej, som det gik ud over, og kommunikationsrådgiver Camilla Schouw Broholm fra Midt- og Vestsjællands Politi, siger til Sjællandske, at der må have været flere end en person om tyveriet:
- Der er ikke nogen video-overvågning i butikken, så vi har umiddelbart ikke kunnet se, hvor mange gerningsmænd, der var. Men der må have været nogle stykker, for nogle af de maskiner, de stjal, er ret tunge. Det betyder også, at de formentlig har haft minimum en varebil at køre tingene væk i.
Politiet er dog sikre på tidspunktet. Sjællandske skriver nemlig, at cylinderen er vredet ud af dørlåsen lidt over klokken 02.00.
Indbruddet udløste alarmen, men inden alarmselskab og politi nåede frem, var tyvene forsvundet.
Politiet har en formodning om, at indbruddet er bestilt arbejde.