Formanden for Folketingets Retsudvalg, SF'eren Karina Lorentzen Dehnhardt, arbejdede aktivt på at lægge udvalgets omstridte besøg på Christiania i sommeren 2012 på et tidspunkt, hvor der ikke ville være gang i hashsalget.
Det skriver Berlingske.
Og det selvom formålet med besøget blandt andet var at inspicere situationen i fristaden, der er kendt for sin omfattende handel med hash.
Avisen har fået aktindsigt i forløbet, og det fremgår, at Karina Lorentzen ikke ville have mødet om eftermiddagen, fordi handlen er større og risikoen for problemer med et stort politiopbud tilsvarende større.
- Jeg vil foreslå, at programmet lægges om formiddagen i stedet for om eftermiddagen. Jeg tænker, at der vil handlen være mest livlig og retsudvalget mindst ønsket, skrev hun ifølge Berlingske, da besøget skulle planlægges.
Det vækker kritik fra både Liberal Alliances retsordfører og gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, og Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, at besøget lægges på et tidspunkt, hvor der ikke vil være sandsynlighed for at opleve den virkelighed, som man kom for at opleve.
Karina Lorentzen forklarer overfor Berlingske, at hun gerne ville undgå bøvl, fordi der ville være kontroversielle politikere fra den borgerlige fløj med på turen. Og muligheden for - under alle omstændigheder - at opleve hashhandel ville være forsvindende lille.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, der havde forestillet sig, at vi ville se noget, eftersom vi havde halvdelen af Danmarks politi med derude, så jeg tror ikke, at der ville være åbenlys hashhandel, mens vi var der, siger hun.
Besøget har været omdrejningspunkt i en af det seneste års mest sprængfarlige politiske sager.
Det var håndteringen af et aflyst besøg tidligere i 2012, som fik Enhedslisten til at trække tæppet væk under tidligere justitsminister Morten Bødskov (S).
/ritzau/