Onsdag 21. februar i år mødte Martin Selmayr på job som kabinetchef. Da tyskeren gik i seng samme dag, var han blevet forfremmet to gange i en fordækt proces, der gjorde ham til generaldirektør og chef for EU-Kommissionens 33.000 ansatte.
Den proces har mødt skarp kritik både bag murene og ude i den store verden. Tirsdag følger EU's ombudsmand trop med en direkte kritik af processen.
Ombudsmand Emily O'Reilly løfter fire pegefingre. Samtidig fremlægger hun anbefalinger til, hvordan man fremover kan ansætte kandidater til jobbet.
Blandt andet kritiserer O'Reilly Europa-Kommissionen for ikke at have sikret sig imod interessekonflikter, da Selmayr selv var involveret i dele af beslutningsprocessen omkring ansættelsen.
Den tyske topembedsmand "burde så tidligt som i januar 2018 have erklæret sig inhabil" i den proces, der førte til, at han kortvarigt kunne få jobbet som vicegeneralsekretær.
Sidstnævnte post havde han blot i nogle minutter, inden han igen blev forfremmet. Manøvren var imidlertid nødvendig, for at tyskeren kunne udnævnes til topposten som generalsekretær.
Emily O'Reilly retter også kritik af, at kommissionsformand Jean-Claude Juncker holdt det hemmeligt, at afgående generalsekretær Alexander Italianer ville stoppe i marts 2018. Juncker havde fået indikationer om det siden 2015.
Ombudsmanden peger desuden på det paradoksale i, at det var Selmayr, der i sin tid bar Juncker frem, da luxembourgeren blev den første demokratisk valgte kommissionsformand, da EU-Parlamentet i 2014 for første gang havde indflydelse på valget.
Netop Europa-Parlamentet har rettet voldsom kritik af ansættelsen af Selmayr. I april vedtog parlamentet en resolution, hvori processen beskrives som et kup. Det skete på baggrund af en granskning af forløbet.
- Generalsekretærens totrinsnominering kunne ses som en kuplignende handling, der var på kant med loven og muligvis overskred lovens grænser, hedder det i resolutionen.
Parlamentet opfordrede dengang EU-Kommissionen til at revurdere forløbet. Man ønskede dermed at give andre kandidater chancen for at søge jobbet.
Emily O'Reilly anbefaler tirsdag, at EU-Kommissionen fremover sammensætter et ansættelsesudvalg, der også omfatter personer, der ikke er medlem af EU-Kommissionen. Desuden foreslår hun, at jobbet slås op i god tid.
/ritzau/