En tårnhøj arbejdsløshed i mange lande kombineret med svag økonomisk vækst på grund af finanskrisen udgør en farlig cocktail.
Den advarsel kommer fra chefen for Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Angel Gurria, samtidig med, at en ny OECD-rapport viser dystre udsigter.
Ifølge rapporten ventes de fleste større økonomier at opleve faldende vækst i de kommende kvartaler.
- Man har problemet med høj arbejdsløshed blandt især de unge, stigende ulighed og lav vækst, og i nogle tilfælde negativ vækst, siger Gurria på en OECD-konference tirsdag i den indiske hovedstad, New Delhi.
- Lige som James Bonds cocktail - når man ryster det sammen og ikke rører rundt - får man en meget, meget farlig kombination, advarer han.
I alt er rundt regnet 50 millioner mennesker uden arbejde i de 34 OECD-lande. Det er 15 millioner flere end i 2008, hvor finanskrisen brød løs.
Det dybt forgældede Grækenland har negativ vækst og en rekordhøj ledighed på 25,1 procent, mens 24,6 procent af arbejdsstyrken i Spanien er uden job.
Kløften mellem rig og fattig er i dag den største i de seneste 30 år, og befolkningerne i de kriseramte lande mister i stigende grad tiltroen til, at deres regeringer kan skabe økonomisk vækst, håndtere gælden og stabilisere finanssektoren, siger Gurria.
Han peger dog også på, at der er fremskridt at spore i arbejdet med at få has på den europæiske gældskrise.
Især er der ros fra OECD-chefen til Den Europæiske Centralbank (ECB) for at have præsenteret en større plan for eurozonen, der indebærer, at centralbanken kan opkøbe obligationer i kriseramte lande.
/ritzau/AFP